I foråret blev Viborg Kommune dømt for, at en læsesvag elev fra Fjends havde fået for dårlig undervisning. Ved at stramme lovgivningen med et retskrav ønsker partierne at gøre det mere klart, hvilken forpligtelse kommunen har i forhold til de ordblinde elever. Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil have et retskrav om den rette specialundervisning til ordblinde skoleelever.
"Vi ser i dag, at unge ordblinde venter meget længe eller ikke får hjælp. Men når der er sket en udredning, skal hjælpen være en ret. Alle børn med behov for specialundervisning skal have ret til et egnet tilbud inden for tre måneder, og planerne skal lægges i samarbejde med forældrene. Børn, der i 1. klasse endnu ikke har fået rigtigt fat i bogstaverne, skal der også laves en plan for i samarbejde med forældrene", siger Carsten Hansen fra Socialdemokratiet til Nyhedsbrevet 3F.
Det er Dansk Folkeparti enig i.
"Kan man rette op på problemerne med en så forholdsvis enkel lovændring som at ændre en 'kan-bestemmelse' til en 'skal-bestemmelse' i folkeskoleloven, ser jeg ikke noget til hinder for det. Har man behov for specialundervisning, skal man da også have den", siger Martin Henriksen til Nyhedsbrevet 3F.
Hos Ordblindeforeningen ser man frem til lovændringen. Problemet med den nuværende lovgivning er ifølge formand for Ordblindeforeningen Hans-Pauli Christiansen, at kommunerne kan nægte en ordblind elev relevant specielundervisning.
"Kommunerne har svigtet deres opgave, og vi ønsker, at ordblinde elever får et retskrav. Sådan at skolerne skal følge indstillingerne fra fagfolkene, der udreder børnene og konstaterer ordblindevanskeligheder. Det kan for eksempel være anbefaling om særlig tilrettelagt specialundervisning", siger Hans-Pauli Christiansen til Nyhedsbrevet 3F.
"Vi oplever i stigende grad, at kommuner og skoler løber fra opgaven og overtræder folkeskoleloven, og at kommunerne bruger økonomiske argumenter som 'det har vi ikke råd til' for at undgå at hjælpe de ordblinde", fortsætter Hans-Pauli Christiansen.
Det Radikale Venstre ønsker også forbedringer af de ordblindes situation, men Marianne Jelved vil først se nærmere på de juridiske muligheder efter valget.
Politisk velvilje til at sikre ordblindes ret til hjælp
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.