Politisk offentlighed og demokrati i Danmark

Magtudredningens forsøg på at analysere demokratisk dannelse lykkes desværre ikke. En overfladisk analyse af Folkeskolens indhold er ikke nok

»Betragtet over tid kan der ikke herske tvivl om, at demokratiet er blevet styrket« »Samtidig kan der også konstateres negative udviklings-tendenser. Både velfærdspolitikken og uddannelsespolitikken besidder træk, som risikerer at svække rollen som borger«. Ordene kan læses på bagsiden af denne bog, der blandt andet bygger på en analyse af 25 årgange af Folkeskolen samt et historisk rids af demokratiets udvikling i Danmark ved at analysere velfærdsstaten, uddannelserne og sko-len, de politiske partier, medierne og lovgivningsprocesserne. Men er der sket et forfald i offentlighedens måde at fungere på?

Jeg koncentrerer mig her om analysen af temaet dannelse, uddannelse og skoleoffentlighed. Dannelse og uddannelse opfattes som væsentlige forudsætninger for, at borgeren kan udfylde rollen som deltager i det deliberative demokrati, hvormed der menes en politik, der er baseret på overvejelse og offentligt ræsonnement, som alle bor-gere principielt har adgang til. Her har skolen en vigtig rolle. Ifølge sit formål skal den forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i samfundet. Men forfatteren mener, at det deliberative demokrati først og fremmest forudsætter et så højt videns- og færdighedsniveau som muligt, og at der kan spores udviklings-tendenser i folkeskolen, der tyder på, at skolens virksomhed er i forfald. Med det afsæt foretages så en indholdsana-lyse af fagbladet Folkeskolen i perioden 1978-2002. Begrundelsen er, at bladet er så grundigt informerende, at det må antages at afspejle de dominerende positioner i den pædagogiske og skolepolitiske offentlighed. 25 numre af hver årgangs emneregister blev gennemgået. De emner, som blev udvalgt, er dem, der umiddelbart virkede relevante (i forhold til hvad?), og dertil føjedes nøgleord som færdighed, kundskab, viden, (ind)læring, boglig, projekt, praktisk, tværfaglig, læsning, helhed. Herudaf formuleres så følgende temaer: to skolesyn, krise og opsplitning eller helhed og sammenhæng, opgør med den boglige skole, skoletræthed, tværfaglighed og udvikling helhedsskolen, færdigheder og viden, de internationale undersøgelser krav om kundskaber. Der afsluttes med en sammenfatning og en drøftelse af dannelse til demokrati, hvor Pisa-resultater (fra 2000) inddrages. Det hævdes så, at der er påvist en nedprioritering af ind-læring af færdigheder og kundskaber i skoleoffentligheden. Det er noget af en påstand.

To spørgsmål melder sig. Er Folke-skolen repræsentativ for den danske skoleoffentlighed? Og er analysen af bladet troværdig? Jeg mener, at det er en brugbar tilgang at tage emnerne fra indholdsfortegnelsen, men det er et problem med de begreber, der er tilføjet. Hvor er de hentet fra, og hvad er deres faglige eller teoretiske forankring? Tematiseringen svæver frit i luften, og efter at have foretaget stikprøver i emneregistrene for årene 1980, 1990 og 2000 kan jeg ikke se, om de udvalgte emner er relevante. Mine stikprøver viser, at faglige artikler og anmeldelser af fagbøger har en central plads. Der er for eksempel henholdsvis 45 om faget dansk i 1980, godt 30 i 1990 og godt 35 i 2000. Det kan man vel ikke kalde en nedprioritering af det faglige? Stikprøverne viser, at bladet løbende tager temaer op, der er aktuelle i den såkaldte skoleoffentlighed, som også er af samfundsmæssig betydning. Metodisk er det også et spørgsmål, om det er oplysende at anvende de samme begreber som analysekategorier i så lang en periode? Begreberne ændrer sig. I 1980 skrev man for eksempel om forsøgs- og udviklingsarbejder, men 20 år senere bruges først og fremmest begrebet udviklingsprojekter.

Det er forfatterens opfattelse, at en skole, som skal opdrage til demokrati, først og fremmest må bidrage til at sikre alle et så højt videns- og færdigheds-niveau som overhovedet muligt. Dels for at kunne indgå på arbejdsmarkedet i almindelighed, dels for at kunne tage del i de offentlige demokratiske processer i særdeleshed. Det er jo et standpunkt, som det er svært at være uenig i, men spørgsmålet er, om ikke udsagnet i analytisk sammenhæng er utilstrækkeligt. Når jeg mener det, er det, fordi det er her, spørgsmålet om, hvilke færdigheder og kundskaber der er relevante i et demokrati, kommer ind. Denne drøftelse har været central i den danske skoleoffentlighed siden 1945. Debatten afspejles både i skolens formål og i vejledningerne, i Folke-tingets forhandlinger og i alle pædagogiske tidsskrifter. Forfatteren tager ikke spørgsmålet op. Og desuden: Som dokumentation for den manglende faglighed hos danske børn og unge omtales Pisa-undersøgelsen den fra 2000. Selvstændigheden hos disse unge, som undersøgelsen påviste, anerkendes, men forfatteren tilføjer, at hvis tilliden eller modet hos de unge er uden realistisk selverkendelse og ikke bygger på forstandsmæssig indsigt, må der konkluderes anderledes negativt. Går man imidlertid til kilden selve Pisa-rapporten og ser på udtalelserne om elevernes sociale og personlige kompetencer, må man konkludere, at forfatteren kun har delvist belæg for de kommentarer, han fremlægger.

Bogens afsnit om dannelse og uddannelse kunne desværre få mange flere kritiske ord med på vejen. For eksempel er forfatterens ret omfattende omtale af, hvad reformpædagogik er, overfladisk, der er ingen forståelse af, at reformpædagogik er en meget bred strømning og også en pædagogisk tilgang, som skifter med tid og sted. Og så finder man mange umiddelbart uunderbyggede påstande. For eksempel hævdes det om tværfaglighed, at der ingen begrundelser er for, hvordan det at beskæftige sig med tilfældige emner skulle sikre helhed. Måske er emnerne netop ikke tilfældige, og måske netop derved sikrer de helhed.

Mest alvorligt er det nok, at forfatteren mener, at han kan udtale sig både om skolen uden at være ude i den og om det demokratiske dannelsesproblem ved at foretage, hvad jeg vil betegne som en overfladisk analyse af Folkeskolen.

Ellen Nørgaard er dr.pæd. og ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitets Institut for pædagogisk antropologi. Hendes forskningsfelt er uddannelseshistorie med fokus på reformpædagogikken i Danmark.