Skolelederforeningens medlemsblad har fået nyt udseende, nyt indhold og et nyt navn: "Plenum; moderne skoleledelse".
Navnet Plenum skal ses som en opfordring til diskussion og debat og semikolonet som en invitation til eftertanke. Målet er at give den redaktionelle linje "mere kant". Ikke alene forstået som en journalistisk vagthund, der bider forvaltningerne og politikere i haserne, men også som et medie, der viser andre sider af moderne skoleledelse.
Bladet beskæftiger sig fortsat med foreningens arbejde, men vil fremover "prøve at brede emnerne ud ved at kigge mere indad og på det, der er uden om lederrollen".
Bladet udkommer nu syv gange om året mod før ti. Til gengæld udvides sidetallet fra 40 til 60. Det nye friske, anderledes og farverige layout springer i øjnene, og de mange artikler og øvrigt læsestof illustrerer fint de nye takter.
Hovedartiklen i det første nummer er et interview med lederen af Danmarks Evalueringsinstitut (Eva). Eva er med til at give lederne dårlig samvittighed, men kan inspirere til at sætte kursen for skolens ledelse og pædagogiske hverdag. I øvrigt kan nævnes et portræt af en skoleleder, der positivt har været rigtig længe på pinden, artikler om skole-hjem-samarbejdet, den gode ramme for samarbejdet med lærerne og endelig en artikel om specialundervisning, der ikke altid virker, og inklusion, der måske kan lykkes.
Ambitionsniveauet fejler ikke noget, og det første nye nummer fremstår da også som en god fornyelse. I introduktionen står der: "Et fagblad bør ligge og sprælle på bordet og råbe: Tag mig op, læs mig, og bliver det glemt i toget, bør der være andre end skoleledere, der er nysgerrige efter at kigge og tage det med hjem".
Om det vil blive fremtiden, vil tiden vise. Det sidste tror jeg trods alt ikke på.
Plenum; 01/11
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.