Pisa siger os meget lidt

Reaktionen i Danmark på Pisa-undersøgelsen slår mig stadig med forundring.

Mens vi har tradition for at være meget opmærksomme på, om EU blander sig i vores uddannelser for det mener vi ikke, EU bør, det ved vi mere om selv så falder vi alligevel på halen, når en gruppe eksperter fra selv samme EU-lande rejser kritik af vores folkeskole.

Pisa-undersøgelsens målestok fremkommer ved, at mange, mange eksperter fra en lang række lande definerer, hvad der er de centrale kompetencer inden for målområdet læsning, problemløsning, matematik og så videre. Man finder gennem en lang proces prøver, som kan stilles meningsfuldt i alle lande, der deltager. Kan man forstå, hvad der spørges om? Er sproget relevant? Kan opgaven misforstås? Det er en international målestok, der bliver udarbejdet i ekspertprocessen. Det betyder, at der er meget indsigt at få af Pisa-undersøgelsen. Spørgsmålet er bare, om det er indsigt, der præger den politiske diskussion og de politiske forslag, som Pisa-undersøgelsen siges at skulle legitimere. To ting forekommer stadig underbelyst: Hvad siger Pisa-undersøgelsen om folkeskolens evne til at give eleverne mulighed for at nå de nationale målsætninger? Hvad siger Pisa-undersøgelsen om gode erfaringer i forhold til, at eleverne opnår bedre resultater?

Her siger Pisa-undersøgelsen meget lidt i sagens natur, for Pisa-undersøgelsens målestok er international. Den er ikke dansk. Der er forskellige vurderinger af, hvor tæt Pisa-undersøgelsens målestok er på at kunne bruges på de danske målsætninger. For eksempel siger Jan Mejding i 2000, at »selv om det således ikke har været styrende for konstruktionen af læseprøven, så har materialet alligevel været i god overensstemmelse med de mål, der er sat for elevernes kompetenceudvikling inden for faget dansk i folkeskolen«. Men det er ikke det samme som at måle folkeskolens grad af opfyldelse af folkeskolens mål. Alene dét, at læsekompetencen deles op i fem niveauer, fjerner dimensioner.

Det er meningsfuldt at udveksle erfaringer og indgå i internationale undersøgelser. Men det virker paradoksalt, at det samme politiske system, som fejrer, at det har solo-kompetencen i forhold til undervisningsindhold i forhold til EU, lægger sig fladt ned på ryggen, når der bliver sat dagsorden af et internationalt ekspertpanel. Straks springer man (hvis man kan det, når man har lagt sig fladt ned) til at foreslå tiltag, der ikke er begrundet i Pisa-undersøgelsen, og som ikke har sagligt belæg for at øge fagligheden. Det giver det indtryk, at hvis det fremmer et politisk formål, så er man villig til at foregøgle, at det er afgørende for os at gøre som de andre. Alternativet til den fremgangsmåde er åbenbar: At finde ud af, hvad vi kan lære af Pisa-undersøgelsen, og ud fra den indsigt finde ud af, hvordan vi vil styrke de danske skoler. For eksempel ved at give lærere flere redskaber til at tilrettelægge undervisningen efter eleverne. For hvilken lærer kender ikke elevernes niveau? Den refleksion, som vi forventer hos lærerne over deres egen praksisog tilrettelæggelse af undervisningen, kunne det politiske system også pålægge sig selv. Så kunne det være, at det herskende flertal kom i tanke om noget, der styrkede skolen, i stedet for at kontrollere undervisningen.

Efterskrift: Vi håber på, at der kan gennemføres en høring om »Pisa-undersøgelsen hvad kan vi lære?« i slutningen af september.

Margrethe Vestager er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre