"Før rapporten var offentliggjort, skrev Ritzau en artikel baseret på en rangliste fra den tyske avis Der Spiegel.
I artiklen fremgik det, at danske elever klarer sig dårligere i PISA 2003 end for tre år siden. Den udlægning blev siden gentaget i TV-Avisen og TV2-nyhederne. I alt 40 minutters tv-nyheder i den bedste sendetid", skriver formanden for Pisa-konsortiet, professor Niels Egelund, og leder af matematikdelen, lektor Lena Lindenskov i en fælles pressemeddelelse. De understreger, at der i Pisa-undersøgelsen intet belæg er for at påstå, at danske elever klarer sig dårligere i Pisa 2003, end de gjorde i 2000.
"Det fremgår tydeligt af rapportens konklusioner, at danske elevers præstation er på det jævne. Det er selvfølgeligt ikke tilfredsstillende. Men præstationen er ikke dårligere end for tre år siden", siger Lena Lindenskov.
Som også folkeskolen.dk skrev i går formiddags, så er der kommet flere lande med i undersøgelsen. Når Danmark er faldet nogle pladser ned ad ranglisten er det simpelthen af den årsag - de danske elevers præstation har ikke flyttet sig signifikant.
Det kunne sagtens være en typisk Pisa-opgave i matematik at vurdere, om danske elever er gået tilbage ud fra Pisas talmateriale.
"Danske medier, der tror, at det er gået tilbage for de danske skoleelever, ville med andre ord ikke klare sig så godt i en Pisa-test", siger Lena Lindenskov og citerer den danske Pisa-rapport side 9:
"Resultaterne for danske elever har samlet set ikke ændret sig fra Pisa 2000 til Pisa 2003. Hverken når vi ser på gennemsnittet, der ligesom i 2000 ligger på 514, over det internationale gennemsnit på 500, eller når vi ser på antallet af OECD-lande, der har et højere eller lavere præstationsgennemsnit".
Det eneste område i Pisa 2003, hvor der måske er tale om en tilbagegang, er indenfor naturfag. Men tilbagegangen er ikke statistisk signifikant, skriver de to DPU-forskere.
Pisa-forskere dumper mediernes dækning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.