Peter Plys på nye eventyr

Brødrene Løvehjerte i Nangilima. Pippi Langstrømpe i puberteten. Ivan Olsen igen-igen. Ville vi gide læse disse bøger, halvgodt skrevet af en ghostwriter? Gerne tilføjet et par nye karakterer; for eksempel må Lionheart Bros. trænge til et par nye heste, og negerkongedatteren må have en tjekket konfirmationskjole. Hvad Gummi-Tarzan skal plage sig til, ved jeg ikke, men forlaget skal nok finde på noget. For der må være penge i sådan nogle let twistede opfølgere.

Det er nemlig svært at tænke sig andet motiv til denne udgivelse end arvingernes grådighed. Episoderne har alle de velkendte elementer: æslets melankoli, grislingens problemer med at gøre sig fysisk gældende, bjørnens betænkelighed ved honningbeholdningen. Det er da fint nok alt sammen, men giver ikke læseren nye oplevelser.

Og så har ghostwriteren udpønset et nyt dyr, som, bevares, gør sit til at sløre fortællekredsens tomgang. Det er da sødt nok, falder fint ind i den fælles selvoptagethed og passer som fod i hose til Disneys kommercielle koncept. Jeg kan næsten ikke vente med at møde odderen Lottie som tøjdyr, glansbillede, viskelæder, hovedpudebetræk, heliumballon, gummisko, disneysjov, dækkeservietter, fødselsdagskrus, konditorkage .

Det, denne bog byder på, er en gang lal. Der er ikke noget galt i at skrive videre på litterære figurer, hvis det kan give læseren en anden vinkel på et af menneskelivets store spørgsmål. Men det er svært at se ideen i at fedte rundt i mere af det samme. Litteraturen skal udvikle eleverne. Ikke holde dem fast på tuttenuttestadiet.

PS: Mangler der ikke en hest i Hakkebakkeskoven?