Personlig, provokerende og psykoterapeutisk

Aggression er et tabuområde. Opdragelse og normer har i århundreder undertrykt aggressive følelser. Især kvindelige pædagoger og lærere har svært ved at tackle vrede og voldelig adfærd hos børn, fordi de selv er opdraget med tabuet, at vrede og vold er af det onde.

Det går ud over børnene, som bliver ofre, fordi det påvirker deres selvværd, når deres naturlige aggressive følelser bliver undertrykt.

Ifølge Jesper Juul, familieterapeut og forfatter til bogen "Det kompetente barn", er undertrykkelsen af de naturlige aggressive følelser medvirkende til at nedbryde menneskers selvværd og påvirke den personlige udvikling. Når børn slår, skriger og sparker, skal det opfattes som et råb om hjælp og en måde at sætte grænser på. Denne invitation skal gribes af den voksne med åbenhed og interesse.

Det drejer sig i høj grad om relationerne mellem børn og voksne, om hvordan børnene bliver mødt, og om kontakten er imødekommende og anerkendende. Og ansvaret for dette ligger hos den voksne.

Bogen beskriver fem skridt, der kan medvirke til forandring i et aggressivt barns liv: dialog – interesse – nysgerrighed – anerkendelse – personlig feedback.

Det lyder så enkelt og indlysende rigtigt, og jeg bliver inspireret i min egen omgang med børn til at afprøve metoden. Men i folkeskolens virkelighed med 29 små elever i børnehaveklasserne, hvor hver elev skal ses og høres, kan jeg tvivle på, om metoden er mulig at gennemføre i praksis, selv om den gode intention er der.

Bogen er med andre ord god til eftertanke, men vanskelig at efterleve.