Pernille Mortensen, 30 år, uddannet i 2010, Frydenhøjskolen, Hvidovre

Jeg drømte ligesom mange andre om den autentiske lærer, der har sin unikke undervisningsstil, og som ser børnene for det, de er, og som undervisningsdifferentierer i meget vid udstrækning. Måske også mere, end det kan lade sig gøre. Jeg blev allerede ansat som lærer, før jeg var færdiguddannet, fordi der var stor lærermangel. Og da jeg endelig blev uddannet lærer, blev jeg overrasket over, hvor lidt tid jeg havde med eleverne, og hvor meget tid der går med forældresamarbejde og det administrative papirarbejde. Det følte jeg ikke, at jeg var blevet forberedt på.

Jeg er læreren, der kører den lidt stramme linje. Det er ikke kæft, trit og retning, men mine elever ved, hvor skabet står. Det lyder lidt hårdt, når man siger det, men jeg synes, at de finder en vis tryghed i at vide, hvor de har mig. Jeg kommer tættere og tættere på den lærer, jeg gerne ville være. Men der er nogle rammer, som gør, at man ikke kan blive det fuldt ud. Jeg synes stadig, at vi bruger rigtig meget tid på alle mulige andre ting i stedet for at planlægge og rent faktisk undervise. Og så synes jeg også, at der er for lidt tid til at reflektere over, hvilken slags lærere vi er. Det går meget op i elevplaner og alt muligt andet, og det er ærgerligt.