Pelle Johns Engle

Vi følger tre tolvårige ungersvendes fantasifulde og målrettede stræben efter velfortjent berømmelse og medfølgende luksusliv, hånd i hånd med hver sin af de syndigt smukke babes fra filmen »Charlies Angels«. Babes og offentlig anerkendelse er indtil videre en drøm, men Pelle John er virkelig nok. Guru, godfather og genial ledestjerne for de tre. Han ved det bare ikke, men lever uanfægtet sin stilfærdige invalidepensionistungkarletilværelse i den lille pro­vins­by, som Brugsens røde skilt er ret ene om at bade i neonlys. Drengene har simpelt hen mystificeret en tilfældig borger og tilbeder ham gedulgt som verdensfrelseren inkognito.

Når blodsbrødre vokser i utakt, og virkelighedens piger for to af drengene begynder at udkonkurrere de legemsstore papmodeller i videokiosken, er der kun en farbar vej for den tiloversblevne Niklas i øvrigt den dybest beskrevne af personerne: Som en scherfigsk Mikael Mogensen vælger han at fortsætte kampen mod det onde, som ensom ulv og social randeksistens; han synes dømt til at blive næste generations Pelle John.

Bogen lever mest i kraft af hovedpersonernes rablende morsomme og opfindsomme indfald. Drengene virker ægte, om end lidt tyndt karakteriseret. Miljøet gennemskues af den voksne læser som lige så småborgerligt og begivenhedsløst som i den virkelige verdens småbyer. Fortællingen har især hen mod slutningen ambitioner om at være andet og mere end præpubertær slapstick. Den linje kunne forfatteren måske have fulgt mere konsekvent bogen igennem. Men på den anden side ville det også have været synd, hvis den herlige historie var endt i det rene Tine Bryld.