Pedagogisk aksjonsforskning

"Et hovedanliggende i lærerforskningen er at varetage læreres frihed til at påvirke og ændre uddannelse i et demokratisk samarbejde med elever og kolleger". Sådan skriver Hilde Hiim i sin nye bog, som er en betydningsfuld, men teoritung bog om begrebet lærerforskning.

Det er ikke ofte, at tykke, teoretiske bøger, baseret på doktorafhandlinger, kan læses som kampskrifter. Men det kan denne bog, og den bør læses som sådan af de, formodentlig relativt få, læsere, der får den mellem hænderne og får den læst færdig. Det er en bog, der bringer lærerne tilbage på den pædagogiske forsknings dansegulv - der, hvor magten over folkeskolernes udvikling forhandles og fordeles.

Bogen handler om begrebet lærerforskning, og den redegør for, hvilke forandringer det ville medføre, hvis forskning om for eksempel folkeskolen i højere grad blev udført af lærere med praksiserfaring. Det er en spændende ide, særligt nu hvor Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ikke længere erstatter den gamle Lærerhøjskole. Da Lærerhøjskolen blev nedlagt, forsvandt også visionen om at skabe attraktive lærings- og videreuddannelsesmiljøer for lærere, "der ville videre", eller som blot ønskede en forskningsbaseret viden som baggrund for deres arbejde.

For 30 år siden blev lærerforskning praktiseret i mange kommuner, hvor det var normalt, at der blev givet penge til lokale udviklingsarbejder formuleret af lærere i samarbejde med forskere fra Lærerhøjskolen. Formålet med lærerforskningen var lokal videreformidling gennem mundtlige oplæg på skolernes pædagogiske dage og gennem rapporter distribueret i netværk. Der var sikkert mange rapporter, der endte med at samle støv, og mange oplæg for døve øren. Men det rører ikke ved visionen: At lærere, i højere grad end det er tilfældet i dag, var med til at tænke og handle på udvikling af deres daglige arbejde. De var med til at "forske" i egen praksis.

Nu er danske lærere i høj grad ramt af en omfattende uddifferentieringsproces. Forskere uden førstehåndskendskab til folkeskolen forsker i folkeskolen. Ofte endog uden at samarbejde med de lærere, der indgår i det område, der forskes i. Magten og indflydelsen er fjernet fra lærerne. Det er en skam, og det er mærkeligt, at det har kunnet lade sig gøre, særligt i de seneste år hvor kodeordene for udvikling af kvalitet og forbedringer i folkeskolen er markedsført under betegnelser som best practice og evidensbasering.

Denne bog om pædagogisk aktionsforskning er en grundbog for alle, der vil være med til at genindføre lærernes stemme i udviklingen af folkeskolen. Men den er ikke let læst. Den er teoritung og på norsk. Særligt grundigt behandles Heidegger, Habermas og Wittgenstein, denne mærkelige filosof, der inspirerer så mange uddannelsestænkere, men som er meget vanskelig at få fat på og anvende. Hilde Hiim forklarer her tydeligt, hvad det er, der er så inspirerende hos ham. Vi får et flot overblik over hans synspunkter, og hvordan de kan bruges inden for læreres professionsområde.