Pædagogik et refleksivt anliggende

Åge Rokkjær har et langt pædagogisk forfatterskab bag sig, og nærværende bog, »Pædagogik et refleksivt anliggende«, er en opdatering af en af hans tidligere bøger: »Pædagogik et personligt anliggende«, fra 1997. Netop derfor er det interessant at se, hvordan en god og meget anvendelig bog nu er blevet suppleret med den allernyeste pædagogiske forskning. For som forfatteren skriver i sit forord, så er pædagogik en refleksiv størrelse, der skal afspejle samfundets udvikling og de mennesker, der lever i det. Det pædagogiske felt kan derfor ofte virke komplekst og uoverskueligt, men en kultur vil altid være i bevægelse og åben for tolkning. Bogen henvender sig først og fremmest til studerende på landets pædagogseminarier, og derfor fylder bekendt­gø­rel­sesteksten for uddannelse af pædagoger og for faget pædagogik en stor del af de indledende kapitler. Bogen giver der­efter nogle konkrete, faglige holdepunkter i den proces, som det er at uddanne sig til pædagog, med alt hvad det inde­bærer af personlig udvikling samt faglig kvalifikation. I denne proces er det vigtigt at lære sig selv at kende, så man ikke for ofte sammenblander det professionelle, det personlige og private område af personligheden. Derfor skal profes­sionstænkning medtænke praksis. Teorien skal derfor medvirke til en udvikling af kompetencen til at kunne plan­læg­ge, udføre og begrunde sit pædagogiske arbejde. Både indledningsvist og videre i bogen bekymrer forfatteren sig om vort hastigt foranderlige informationssamfund. Vil det rive samfundet over i to, de privilegerede og de udstødte, og kan pædagogikken rumme begge grupper? Som forgængeren fra 1997 har denne bog bibeholdt en del af de gode illustrationer, som er et studium værd i sig selv, og der er mange gode »ophold« i bogen, hvor læseren tvinges til selv at reflektere over sin egen praksis og eget liv. Jeg tror, at bogens intention om at åbne op for centrale temaer og spændende debatemner vil lykkes. I det faglige stof bevæger vi som læsere os ud i pædagogikkens dannelsesaspekter såsom dannelse, socialisering, socialpædagogik, forebyggende pædagogik og livskvalitet. Vi læser kortfattet om sociologer som Pierre Bourdieu, Niklas Luhmann, Jürgen Harbermas, Thomas Ziehe og Anthony Giddens. Desuden får vi et historisk rids gennem pædagogikkens forskellige retninger og fremtrædende pædagoger fra Rudolf Steiner til Bent Madsen, der ses på undervisnings- og arbejdsformer, og vi får et kapitel om pædagogens kerneydelse, som Åge Rokkjær deler op i syv forhold (alle kendte fra 1997-udgaven). Afsluttende behandler bogen nogle grundlæggende forudsætninger for teoridannelse og praksiskobling. Der er gode kildehenvisninger og stikord i bogen, en rigtig studiegrundbog i pædagogikkens mang­fol­dighed på det helt grundlæggende begynderniveau, men kan også bruges som en lille opfrisker i det pædagogiske land­skab for både lærere og pædagoger, der står midt i den daglige undervisning og opdragelse/virksomhed med børn og unge, men som måske kan finde området komplekst og forvirrende. En god bog at blive klog på.