Pædagogik

Af Jerome Bruner

348 sider, 268 kroner

Munksgaard

Stop debatten om folkeskolen, indtil denne bog er blevet oversat. Omtrent sådan skrev Berlingske Tidendes fortræffelige anmelder af pædagogisk litteratur, Søren Søgaard, den søndag i august, da avisen sidste sommer satte ind med en kæmpe kampagne om eller mod folkeskolen. Begejstringen gjaldt Harvard-professoren Jerome Bruners bog 'The Culture of Education'. Og man må sige, at Søgaard er konsekvent. I sommer udkom bogen på dansk i hans egen oversættelse. Folkeskolen interviewede Bruner i nummer 25, og bogen burde for længst være anmeldt. Men den forputtede sig i anmelderens bunker. Undskyld. Den amerikanske bog var jo læst.

Søgaards oversættelse er flydende og kompetent, og bogen er forsynet med en god, informationsmættet, 26-siders introduktion og biografi af norske Vibeke Grøver Aukrust.

Og Bruner selv. Ja, han er levende som altid. Alderen trykker bestemt ikke, snarere tværtimod. Da den nu 83-årige Bruner for 74 år siden blev sendt i byen for at købe dagens avis til faderen, og da den lille Jerry kom hjem med den forkerte - en løssalgsavis af den lettere type - fortalte faderen ham, at tekster er betydningsfulde. Den ene kan ikke bare erstatte den anden. Tekster gør noget ved læseren.

Den oplevelse betød meget for Bruner, så han vender tilbage til den igen og igen i sine forelæsninger og bøger.

Den nyeste bog er en essaysamling, hvor han både er tro mod sit udgangspunkt og åben og selvkritisk diskuterende. Jerome Bruner er konstruktivist. Men ikke i snæver forstand. Den enkelte lærer sig verden - i verden. Og som en del af verden. En del af kulturen.

Viden er ikke neutral og individuel. Intelligens er en spejling af mikrokulturens praksis, de opslagsbøger, man bruger, de computerprogrammer, man anvender, betyder noget for ens konstruktion af verden. Og måske vigtigst af alt - siger Bruner - det netværk af venner, lærere, kolleger, man støtter sig til, får hjælp og feedback fra - eller blot er i klike eller selskab med. Der sker en narrativ konstruktion af virkeligheden.

Bruners kritiske diskussion af Piagets og Vigotskys teorier gør det meget mere produktivt at læse disse to klassikere. Fordi Piaget har valgt den formelle logik som model for menneskers mentaloperationer, fjernede han sig fra det historisk-kulturelle, så der mangler mulighed for at forstå rekonstruktion og fortolkning af den sociale verden, mener Bruner. Piagets teori handler mere om udviklingens retning end om årsager til udvikling, argumenterer han.

Og mens Piaget var optaget af den mentale udviklings uforanderlige orden, var Vigotsky optaget af, hvordan andre skaber de kulturelle mønstre, der gør udviklingen mulig. Disse to teorier er hver for sig en gave - også selv om de er uforenelige. Men tilsammen er de frugtbare. 'At have dem begge er overdådigt', skriver Bruner.

Som med denne bog gør sit til at tænke i forståelse, tolkning og sammenhænge.

Thorkild Thejsen