Pædagogik

- Et udviklingsarbejde under Udviklingsprogrammerne

Af Sven Lundberg, Jette Kock og Karen Aagaard Riisberg

88 sider, 80 kroner

Udgivet af Danmarks Lærerhøjskole under 'Udviklingsprogrammerne'

Salg: Danmarks Pædagogiske Bibliotek, fax 3966 0082

Ja, hvad gør vi med storyline-metoden? Storyline-pædagogikken har været anvendt i den danske folkeskole i cirka 20 år. Den karismatiske skotske pædagog Steve Bell skabte med sine omfattende foredrags- og demonstrationsturneer begejstring for denne undervisningsform og fik plantet mange ildsjæle rundt om i landet. Storyline var med sin kreative og dramaturgiske iscenesættelse af oplevelsesorienteret læring et opfindsomt didaktisk tilskud for de lærere, der ikke længere ønskede blot at belære deres elever. Men dens udbredelse blev givetvis begrænset af, at den er svær at læse sig ind på og kræver et vist vovemod og en lyst til det kaotiske. Arbejdsmåden forudsætter derfor, hvis den skal fungere efter hensigten, at læreren under kyndig vejledning har op- og gennemlevet den og dermed selv været processen igennem. I et vist omfang er der kommet noget eksklusivt over metoden, og måske har begejstringen også skygget lidt for refleksion over og udvikling af metoden. Det er derfor yderst relevant at rejse spørgsmålet 'Hvad gør vi med storyline-metoden?'

Sven Lundberg fra Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev har i en interviewundersøgelse baseret på seks lærere fra tre skoler forsøgt at pejle nogle tendenser i læreres arbejde med storyline. Intentionen er dobbelt: Hvordan arbejder disse ildsjæle med metoden, hvilke erfaringer har de om fordele og ulemper. Og hvordan kommer vi videre? Undersøgelsen er centreret omkring de tre temaer storyline og faglighed, storyline og elevmedbestemmelse og storyline - en bestemt måde at tænke på. Undersøgelsens retning er afklaring af, i hvilket omfang metoden kan medvirke til undervisningsdifferentiering. Historiefaget er specielt inddraget som perspektivering af metoden.

Sven Lundbergs resumé og konklusioner af undersøgelsen påpeger blandt andet, at identifikationsrelationen mellem eleven og det fiktive univers, der etableres i forløbet, er kernen i metoden, at identifikationen forudsætter sammenhæng med elevernes hverdagserfaringer, at provokationen er hensigtsmæssig som igangsætter, at eleverne skal have mulighed for faglig fordybelse undervejs i processen, at storyline kan være et funktionelt tværfagligt mødested for fagene, at elevernes medindflydelse ikke automatisk er indbygget i metoden, og at storyline kan blive en prototype på god undervisningsdifferentiering, hvis bredden i faglige udfordringer fastholdes.

Sven Lundbergs undersøgelse bidrager desværre ikke med noget overraskende nyt, og hvordan vi kommer videre, det står stadig tilbage som et stort ubesvaret spørgsmål. Det virker lidt tamt efter de ambitiøse armsving i optakten. De forlagsproducerede storylines burde også i højrere grad være sat under en undersøgende lup. Tager de livet af, eller giver de liv til metoden? Men bogen giver dog et udmærket overblik over storyline-pædagogikken, og de resumerede erfaringer fra lærerne eksponerer dens metode i konkrete overvejelser og praksiseksempler, som for eksempel den mere uerfarne lærer kan have stor glæde af.

Ud over selve undersøgelsen indgår der i bogen kapitler om storyline og fremmedsprogsundervisning og erhvervspraktik som et eksempel på et gennemført forløb i en 8.-klasse.

Jørgen Kuhlmann