En bog om dokumentation og rummets betydning i det pædagogiske arbejde
Af Susan Klausen og Helle Grangaard
95 sider, 258 kroner
Forlaget Børn & Unge
Denne bog er en introduktion til, hvordan man bruger dokumentation som en pædagogisk arbejdsmetode. Målet med bogen har været at give inspiration til at gå i gang med at arbejde med dokumentation. Dokumentation som metode til iagttagelse, tolkning og handling med børnene, men også dokumentation som redskab til formidling i forhold til børn, forældre og omverden. Den handler om fordybelse og kvalitet i hverdagens arbejde både i form af iagttagelse, planlægning og temaer, men også i forhold til den form, dokumentationen har, når den skal formidles til andre for eksempel børn, forældre og kommune.
Forfatterne har ønsket at give inspiration til nye måder at se på indholdet i hverdagen, spændende måder at dokumentere på og at få pædagoger til at se på daginstitutionens rum med nye øjne. Hvad kan huset? Hvordan kan vi bruge det, når vi udstiller eller arbejder med store projekter? Her har man taget fat i materialet både ud fra den teoretiske og kreative indfaldsvinkel. Med vidt forskellig baggrund i henholdsvis det pædagogiske miljø og det arkitekt-designmæssige har man udviklet ideer og inspireret hinanden til en udveksling af erfaringer om børns liv og rum.
Bogen henvender sig til alle, der har med børn at gøre, først og fremmest pædagoger og medhjælpere. Mange andre som for eksempel folkeskolelærere, undervisere på seminarierne, studerende og pædagogiske konsulenter vil også kunne drage stor nytte af bogen.
Bogen giver en masse kreative ideer til, hvordan man kan fremstille og fremvise sin pædagogiske dokumentation på en æstetisk måde. Særdeles spændende og inspirerende læsning, som kan være med til at højne kvaliteten af pædagogisk arbejde og sætte gode læreprocesser i gang.
Kirsten Dollerup Larsen
Pædagogik
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.