Det er både en konkurrence og en hyldest til sangen, når landets skoler de sidste par måneder har haft mulighed for at tilmelde sig Skolernes Sangdag. Sidste år valgte 400 skoler at melde sig til. Det blev til cirka 200.000 elever i mere eller mindre samstemmende fællessang. Konkurrenceelementet består i år af en præmiepulje, der kan være med til at styrke de heldige vinderskolers syngelyst endnu mere. Samtidig udvælger projektets bagmænd en skole, som gennem en donation på 25.000 kroner vil få et tiltrængt løft i musikundervisningen.
Tidlige stemmer Syngelyst begyndte oprindeligt som en 3-årig kampagne i et samarbejde mellem Ministeriet for Børn og Undervisning, Social- og integrationsministeriet samt Kulturministeriet. Det er nu forlænget til og med 2014. Projektets ansatte er placeret i Danmarks Radio, som har vist direkte morgensang på DR-kanalen Ramasjang de sidste to år. Tanken er, at man ude på de sangbegejstrede skoler kan stemme i med de kendte musikere, der hvert år synger for.
Ud over morgensangen er det op til skolerne selv at vælge, hvordan de vil markere dagen. Nogle skoler lader musiklærernes band spille med, mens andre har skrevet sange til urpremiere på dagen. Folkeskolen.dk bringer senere i dag et videoklip fra Kildevældsskolen på Østerbro i København, der er én af de mange danske skoler, der har valgt at gå på weekend med en fællessang.
Sang din skole med til Skolernes Sangdag? Tog du billeder, eller optog du lyd eller video, og kunne du tænke dig at vise dine elevers skønsang til alle folkeskolen.dk's læsere? I så fald er du mere end velkommen til at sende dine optagelser og fotografier til pai@dlf.org.
Påsken skråles ind på skolerne i dag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.