Man skal ikke lade sig snyde af materialets lidt hjemmelavede udseende, rød lamineret for- og bagside med spiralryg i liggende A4-format, for indholdet er både inspirerende og kompetent.
Materialet fremstår fagligt velfunderet, og forfatterne påpeger i forordet, at storyline og litteratur handler om mere og andet end blot at skabe et nyt fantastisk univers. Det handler om tekstnært og meddigtende litteraturarbejde, der stiler mod at udvikle elevernes faglige og sociale kompetencer.
Forfatterne præsenterer et omfattende litterært storylineforløb til elever i 2.-5. klasse. I sin helhed kan de tolv storylineepisoder sagtens fylde fire-otte uger, men det er muligt at arbejde med en eller flere episoder, idet de alle er afrundede og afsluttes med delevalueringer.
De tolv episoder har hvert sit tema: »Stedet«, »Personerne i Mugglerverdenen«, »Tiden«, »Hverdagen på Ligustervænget«, »Magiske evner«, »Diagonalstræde«, »De fire kollegier«, »Hverdagen på Hogwarts«, »Drømmespejlet«, »Kampen mod Voldemort«, »Lav dit eget Harry Potter-spil« og »Evaluering«.
Struktur, målsætninger og evalueringer er vigtige ingredienser i et fagligt velunderbygget storylineforløb, og forfatterne har grundigt beskrevet arbejdet med de forskellige episoder i et overskueligt skema med overskrifterne: »Storyline« (episode), »Nøglespørgsmål«, »Organisation«, »Materialer«, »Produkt« og »Eksempler på faglige intentioner«.
Der er således megen inspiration at hente i materialet, både indholdsmæssigt og metodisk. De uerfarne udi storylineundervisning kan læne sig trygt op ad forfatternes forlæg, og de erfarne kan finde et kvalificeret oplæg til meddigtning og skabelse af et storylineforløb, der nøje kan tilpasses en given gruppe elever og lærere.
På opdagelse i Harry Potters univers
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.