På den anden side

Det ville være dødspændende, hvis folk kunne skrive deres historie posthumt. Så kunne man for en gangs skyld få hele slutningen med, også det der sker efter lukketid. Og allerbedst ville det være, hvis man kunne få en historie fra en, som lignede én selv. Alex Shearer har haft antennerne åbne og har opfanget transmissioner fra en dreng ved navn Harry, som står på mellemstationen efter døden og inden »det store blå«. Derfor får vi en jeg-fortælling om drengen, der blev kørt over af en lastbil, men ikke kan bekvemme sig til at komme videre i systemet, fordi han skændtes med sin søster, lige inden han døde. Som mange andre har han et uafsluttet regnskab, som han er nødt til at få i orden, inden han drager videre. Ideen er god, og udførelsen er også til ug. Der er mindre eventyr og action end i »Brødrene Løvehjerte«, men til gengæld får vi historien fortalt af hovedspøgelset, og han gør sig præcis de tanker, der opstår hos læseren. Hvorfor har spøgelserne tøj på, hvem tager sig af spædbørnsspøgelser, og hvor fedt er det at kunne gå gratis i biffen hver dag, hvis der kommer folk og sætter sig oven på én? Det er befriende med en bog, der behandler død på en så afslappet og humoristisk måde, at det ikke føles som en pligt at læse den. Den lægger op til en diskussion af, hvad der sker, når man dør, og hvad der er vigtigt at gøre og sige inden. Og ved at bruge fantasien i stedet for myterne er den befriende renset for religion.