Under hele optakten til kravet om elevplaner til alle elever i alle fag var et stort debatpunkt, om lærerne kunne få tid til arbejdet med planerne. En undersøgelse som Danmarks Evalueringsinstitut har lavet for Skolerådets formandskab viser, at kun 40 procent af kommunerne har indgået en lokal aftale om tildeling af tid til arbejdet med elevplanerne.
Samtidig viser undersøgelsen, at de lærere, der har fået ekstra tid specielt til arbejdet med elevplaner ikke er mere positive over for elevplanerne, end dem, der ikke har fået ekstra tid.
"Det er vi overraskede over - men det er jo en god ting. Det kan være fordi nogle skoler har fundet måder at passe det ind i eksempelvis tiden til teamsamarbejdet på. Det kan også være et udtryk for, at jo længere man kommer i udviklingsarbejdet, jo flere modeller man får, jo mindre tid skal man så bruge til det. Og endelig kan det være et udtryk for, at man som lærer godt kan mene, at elevplaner er et udmærket redskab, selvom man er utilfreds med, at man ikke har fået tid til at arbejde med det", siger projektleder Gitte Grønkær Andersen og tilføjer; "men selvfølgelig tager elevplanerne tid. Det er naturligt, at når der kommer nye opgaver, så tager det mere tid".
Lærerne på Frederiksberg var nogle af dem, der lavede aktioner mod, at de ikke fik ekstra tid til den nye opgave med elevplaner.
Formand for Frederiksberg Kommunelærerforening Ane Søegaard mener, at der skal gives tid til en ekstra opgave.
"Jeg opfatter, at man laver elevplanen så nemt, som man overhovedet kan. For så kan man bruge tiden til det som giver mening for en. Jeg tror, man skal stille spørgsmålet, om det her overhovedet gavner undervisningen eller har det været et populistisk profileringsprojekt. Hvis det giver mening, så har lærerne altid været parate til arbejde - også mere end man kunne forvente", siger Ane Søegaard.
60 procent af skolerne udleverer elevplanen en gang om året, mens 39 procent udleverer den to gange om året.
Over halvdelen af kommunerne giver ikke tid til elevplaner
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.