Os og kristendom 3/4

»Os det bar os« er en børne-tv-serie, som i dette forår genudsendes i DR1, men det er åbenbart ikke nok med én genudsendelse, for nu genudsendes også bogsystemet »Os og kristendom« til 3. og 4. klassetrin, som dog er blevet gennemgribende revideret i forhold til de tidligere udgivelser fra begyndelsen af 1990erne. Ja, sådan skrives der i pressemeddelelsen fra forlaget, men efter nærmere granskning af bøgerne fra 1991 og 2004 synes jeg, at meget er ved det gamle. Det er stadig et meget bibelsk funderet fag, og det er stadig et fag, der primært baserer sig på fortælling, sådan som lovgivningen dikterede det i slutningen af 1980erne.

I mellemtiden er der kommet ny skolelov i 1993, nye Fælles Mål i 2004 med blandt andet bindende trinmål, som der skal tages højde for i den daglige undervisning i kristendomskundskab. Og ligesom navnet på bogsystemet ikke er ændret, så er fagets navn heller ikke ændret. Meget i bøgerne til 3. og 4. klasse er gentagelser for dem, som kender bøgerne, og som har haft glæde af at undervise i dem. Væsentlige dele af teksten er nyskrevet, og fotografierne er udskiftet, mens tegninger er, som de var. Opgaverne til eleverne er nu placeret i grundbogen efter de enkelte afsnit, og arbejds-bogen, der ellers hørte med, er udgået fra forlaget.

Emnerne i bogen til 3. klasse omhandler skabelse, tro, viden og bøn, tilgivelse, symbolerne: vand, mørke, lys, kulde og varme, påske, vikingetid og da kristendommen kom til Danmark.

Emnerne i bogen til 4. klasse omhandler, hvad det vil sige at være menneske: det gode liv mellem morgenbøn og fundamentalisme, Biblen som historisk kildeskrift og som hellig skrift, Det Gamle Testamentes love og regler sammenholdt med fortællinger derfra og sat i forhold til elevernes oplevelser af at være alene eller mobbet, Det Nye Testamentes fortællinger sættes sammen med et emne om tillid og mistillid, angst og mod, kærlighed og had; og så er der et afsnit om landflygtighed.

Det er alt sammen gode klassiske emner, som rummer fagets kernefaglighed, og som også på mange måder ligger i tråd med, hvad andre bogsystemer til faget kristendomskundskab tager op. Lærervejledningen indeholder baggrundsviden, supplerende arbejdsopgaver og fortællinger. Men jeg mangler nytænkning i forhold til pædagogikken og didaktikken. Det er meget oplæsning, fortælling og samtale, tegne, male, synge og dramatisere sådan som det altid har været, og det er måske også godt nok? Eller også kommer faget til at fremstå som et museum, forstået som udstillingsvindue af gammel tids værdiforudsætninger helt uden eller i alt fald uden særligt stort fokus på børnenes livsverden og læringsstile. Det nye, der umiddelbart springer mig i øjnene, er, at det nu er blevet mere legitimt at tale om bøn og personlig, følelsesladet henvendelse til Gud. Det har man førhen været tilbageholdende med i det ikke konfessionelt bundne fag. Der er sammenlagt for få variationsmuligheder i det didaktiske til, at jeg tror, at faget med nærværende bøger kan blive andet end det lille hyggelige entimesfag, som klasselæreren tager sig af fredag eftermiddag.