Originalt og sjovt eksperiment

Plottet: Ærkesjuften Narko-Kjell, der er Basses ejer, skylder penge og bliver forfulgt af andre kriminelle, deriblandt også nogle af de mere hårdtslående typer. Samtidig er halvlillebroderen Gusto i fare for at komme på børnehjem, fordi Kjells og Gustos fælles mor er kommet på hospitalet med en livstruende kræftsygdom. Spørgsmålet er nu, om Narko-Kjell kan redde lillebroderen fra at blive ligesom ham ved at tage sig af ham, mens moderen er indlagt. Under alle omstændigheder: Narko-Kjell flytter ind hos Gusto.

Som hund må det være svært at leve med Narko-Kjell, der i perioder ikke er særlig god til at passe Basse. Somme tider er det skralt med både mad og vand, og undertiden må Basse tisse i en af de mange tøjbunker i Narko-Kjells rodede lejlighed, fordi Kjell er helt væk i en narkorus og ikke er i stand til at lufte hunden, og vand må Basse undertiden drikke af toilettet.

Arne Svingen har mange morsomme og pudsige indfaldsvinkler og lader Basse fundere over mangt og meget, og som alle andre hunde er Basse en gennemført trofast og loyal ven. Han er også en klog hund, der flere gange har reddet Narko-Kjell ud af penible situationer, men Kjell har også reddet Basse, da han som helt lille blev kastet bort i en plastpose.

Der er massevis af drive i ”Et hundeliv”, selv om det er dristigt at lægge det hele over i en hundemund, men det er originalt, og det fungerer trods alt. Forholdet mellem brødrene er fint beskrevet.

Medarbejderne fra kommunen er skildret lige lovlig stereotypt, men som forfatter har man lov til at smøre lidt tykt på. Det hele løser sig også lidt for enkelt og godt til sidst – men alligevel vil jeg fremhæve ”Et hundeliv” som et originalt og sjovt eksperiment, der fungerer på grund af Arne Svingens gode, fantasifulde og kreative skriveevner!