Politikere fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har holdt månedlige møder om deres syn på uddannelsespolitik siden valget i 2007. Nu er de begyndt at komme med fælles udspil, så det bliver lettere at få øje på, hvilken politik en ny regering vil føre.
I denne uge har partierne foreslået, at kommuner selv skal kunne beslutte, om de vil etablere helhedsskoler. De har også stillet en række konkrete forslag til regeringen, der ikke lever op til sin målsætning om, at 85 procent af de unge gennemfører en ungdomsuddannelse i 2010. Flere af forslagene rækker ned i folkeskolen.
"Vi kan bedre vise, hvilken folkeskole vi vil byde på ved at stå sammen. Vi er ikke enige om alt, men vi gør os umage med at lytte til hinanden", siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini.
Marianne Jelved, uddannelsesordfører for De Radikale, supplerer:
"Socialdemokraterne vil styre folkeskolen mere detaljeret end os. Men vi er enige om at begynde med det, vi er enige om, og så udvide det til at omfatte noget mere hen ad vejen".
Partierne er uenige om de nationale test
De fire partierne er delt på spørgsmålet om de nationale test, som Pernille Vigsø Bagge fra SF og Marianne Jelved har indkaldt Bertel Haarder til samråd om. Samrådet ventes afholdt til januar.
"Det kan give anledning til svar, som Socialdemokraterne kan bruge. Jeg er imod nationale test, fordi de kommer til at dominere lærernes fokus på undervisningen, og fordi vi ikke er i stand til at diskutere offentligt, hvad de tester børnene i. Måske tester de, om eleverne kan gætte, hvad de voksne vil have dem til at gøre", siger Marianne Jelved.
Uenigheden om testene er til at løse, mener Christine Antorini.
"Det fremgår af loven, at testene skal evalueres efter tre år, og til den tid ved vi, om det er et godt værktøj eller ej. Der er plads til konstruktiv uenighed i vores samarbejde, men derfor kan vi godt finde en stor fællesmængde, vi kan blive enige om", siger hun.
Alle synes, at evalueringsportalen er en god ide
Marianne Jelved kalder det naturligt, at Socialdemokraterne føler sig forpligtet af forliget om folkeskolen, fordi det er kulturen på Christiansborg.
"Men Christine Antorini stiller sig kritisk i forhold til testene og spørger meget til dem", noterer Marianne Jelved.
Christine Antorini tilføjer, at de fire partier har brugt meget tid på at diskutere, hvordan de får skabt en evalueringskultur i skolen.
"De nationale test kommer, men det er også en del af loven, at der skal etableres en evalueringsportal. Vi er enige om, at det er en fantastisk ide. Vi er også enige om, at vi skal have fagkonsulenter til at tage ud på skolerne, så lærerne kan få professionel sparring. Det har vi set fungere i Skotland, som vi har besøgt med Folketingets uddannelsesudvalg. Det kan vi sagtens udvikle i Danmark også".
Folkeskolen skal udvikles gennem forsøg
De fire partier bygger deres skolesyn på et bredere faglighedsbegreb end regeringen, fremhæver de to uddannelsesordførere.
"Nu vil regeringen give skolen et 360 graders eftersyn. Det lyder som om, skolen er en gammel bil, der skal fikses for at blive klar. Vi vil sætte et nyt program i gang med forsøgsmidler til at udvikle skolen med, for det dur ikke, at vi sidder foroven og trækker forslag ned over folkeskolen. Medejerskab bliver nøgleordet, for vi er ikke så bange for, at der kommer forslag nedefra, hvis det er det, der skal til", siger Christine Antorini.
Partierne har en række forslag til forbedringer af folkeskolen på vej. De vil blandt andet styrke Dansk Center for Ungdomsmiljøs muligheder for at give skolerne pålæg.
"Vi vil også sikre, at børn højst kommer til at vente tre måneder på at få specialundervisning. Det har vi sagt før, men nu stiller vil det som et forslag i salen. Skolerne skal også kunne undervise på engelsk i de ældste klasser i for eksempel biologi og samfundsfag. Det blokerer Dansk Folkeparti for i øjeblikket", siger Christine Antorini, der også vil åbne for en ny snak om formålsparagraffen.
Jelved vil investere i efteruddannelse
Radikale Venstre har tre fokuspunkter for folkeskolen.
"Vi vil investere i efter- og videreuddannelse, for det er helt afgørende, at vi hele tiden opkvalificerer lærernes kompetencer og sikrer veluddannede skoleledere på alle skoler. Det er også vigtigt, at vi har skoler med moderne faciliteter, og så skal vi have undervisningsdifferentieringen til at fungere", siger Marianne Jelved.
Oppositionen står mere og mere sammen på skoleområdet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.