Mange engelsklærere sukker efter frilæsningbøger, der kan anvendes til differentieret undervisning i overbygningen. Det er der her mulighed for, da de tre bogpakker med seks bøger i hver henvender sig til tre forskellige niveauer. Bøgerne vil hovedsageligt kunne bruges i 7. og 8. klasse, men man kan sikkert også finde gode læsere i 6. og svagere læsere i 9. og 10. klasse, der kan have udbytte af materialet.
Bøgerne foregår i et fiktivt sydengelsk badebymiljø, hvor læseren bliver præsenteret for typiske teenagekonflikter, som kan appellere til denne aldersgruppe. Det drejer sig for eksempel om problemer med kærester, forældre, søskende, skole, mobning og kriminalitet.
Persongalleriet er bygget op på den måde, at en hovedperson i den ene bog godt kan være biperson i en anden af bøgerne. Det betyder, at læseren nemmere kan identificere sig med de enkelte teenagere og voksne, når man har et lidt bredere grundlag for at bedømme dem.
Alt materialet er komponeret efter samme princip, hvor eleven først kan se en kapitelinddeling, en introduktion til serien, et resume af handlingen, læse historien og se engelske ordforklaringer. Det er også vigtigt at fremhæve, at de fleste af bøgerne har en forholdsvis dramatisk handling med en ret åben slutning, som medvirker til at få de små grå celler sat i gang.
Hvis man som lærer gerne vil have lidt hurtig hjælp til mundtlige og skriftlige aktiviteter i forbindelse med materialet, kan man købe en engelsk lærervejledning til hver bogpakke. Lærervejledningerne indeholder information til læreren om personerne i hver bog, man kan også her læse et kort resume af historien. Desuden bliver man informeret om, hvilke temaer der beskrives, og man hører om, hvilke forbindelser der er til andre bøger i serien. Der er ligeledes udarbejdet grydeklare sider med opgaver til eleverne om personer, handling og aktiviteter, som kræver lidt flere hjernevindinger. Eleverne kan få yderligere inspiration til at løse andre typer af opgaver, hvis de går ind på hjemmesiden www.folens.com
Der er også hjælp at hente for læreren påwww.forlagmallingbeck.dk, hvor man kan downloade en gratis dansk vejledning, som på fortrinlig vis anskueliggør, hvordan man som lærer kan arbejde med materialet, så alle aspekter af trinmålene for engelsk kan blive tilgodeset.
On the edge
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.