Skolekonsulent i Nordjyllands Amt Jens Ottesen og hans kolleger har først set deres plan præsenteret som eksempel på de nye individuelle elevplaner i folkeskolen, dernæst var det en beskåret version, der blev præsenteret, og i dag forsvarer undervisningsminister Bertel Haarder Vester Mariendal-lærerne på i radionyhederne på den lokale radiostation, fordi planen er blevet kritiseret af lærere i debatforummet på Skolekom.
"Den plan, som Vester Mariendal Skole viser frem på Undervisningsministeriets hjemmeside, er i virkeligheden den plan, som specialundervisningskonsulenterne i Nordjyllands Amt har udarbejdet til den amtslige specialundervisning", fortæller Jens Ottesen.
"Vi har arbejdet med den i fem år og har netop justeret den på baggrund af vores erfaringer. Den tager udgangspunktet i ministeriets temahæfte 16, som blandt fastslår, at der ikke er nogen pædagogiske muligheder i at tage udgangspunkt i det, som et barn ikke kan".
Han understreger, at det ikke er meningen, som det kunne fremgå af beretningerne fra Vester Mariendal Skole i sidste nummer af Folkeskolen, at planerne skal fokusere på dansk og matematik:
"Tværtimod har det været vores erfaring, at planerne har været med til virkelig at styrke p-fagenes rolle i undervisningen af den enkelte elev".
De individuelle elevplaner for de nordjyske børn, der får vidtgående specialundervisning, er beregnet for såvel lærerne, amtets konsulenter, forældrene og den enkelte elev. De dele af planen, som handler om barnets udvikling i fagene, placeres ved elevens arbejdsplads, så eleven selv kan følge med i, hvornår han eller hun når sine mål. Der findes også en model for en piktogram- og en porteføljeversion beregnet for børn, der ikke kan læse.
"Jeg synes, tanken i planen er god og vil kunne bruges i en plan til børn med særlige behov i normalundervisningen. Men jeg tænker, at den version, vi har set fra Vester Mariendal Skole er alt for omfattende", siger Jens Ottesen til folkeskolen.dk (rettet 23/3, red.)
Omstridt elevplan stammer fra amtets specialundervisning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.