Om skulptur og skulpturoplevelse

Da jeg i sin tid begyndte på Th. Langs Seminarium, var jeg besluttet på, at jeg ville vælge formning som linjefag.

Det var i slutningen af 60'erne, og dengang, som nu, fik man udleveret en aktuel litteraturliste for faget. Vi læste Lowenfeld, Christensen, brødrene Sneum, Read med flere.

Om ikke alle, så vil mange af bøgerne fra den tid være strøget af den liste, som nutidens studerende kaster sig over.

Det er der en god grund til: Et fag i udvikling fordrer fordybelse i ajourført litteratur om fagets didaktik og fagets dannelsesmæssige aspekter.

Dengang stod blandt de øvrige nævnte også Grethe Ørskovs bog: Om skulptur og skulpturoplevelse. Den var ganske ny dengang. Det var jeg også. Jeg fik den hjem fra biblioteket, og jeg husker, at den ikke var nogen let sag. Med min beskedne erfaring blev mødet med den nærmest som mødet med en ung årgangsvin fra et godt distrikt. Utilnærmelig og ret lukket. Man var i vildrede med, hvilke smagsløg man skulle investere for at lodde kvaliteten. Til gengæld talte intuitionen om stor indsigt, faglig dybde og viden.

Nu kan man møde den igen, idet den er nyudgivet som følge af den vedvarende interesse, der har været for bogen og dens indhold. Og det møde glæder jeg mig over.

Undervisere i billedkunst har gennem årene arbejdet solidt med det plane billedes formsprog. Kunstens billeder indgår som nærende stof i den daglige undervisning, og samtalen med eleverne om maleriets mange udtryksmuligheder står centralt placeret i skolens billedkunstundervisning. Men hvad med skulpturen?

Hvilke ord og begreber kan beskrive og afklare, og hvilke basale indsigter bør være til stede for den, der vil føre samtaler med andre herom?

Det er et godt spørgsmål! Men vil du vide mere om disse forhold, ligger svaret lige for: Så læs denne bog!

Grethe Ørskov stiller et væld af billedeksempler til rådighed, og hun gør det uden at befamle værkerne. Hendes store fortjeneste er, at hun med fagligt overblik og stor viden magter at tage fat med det eneste værktøj, der kan sætte ord på billedhuggerens værk, nemlig ordet selv.

Hun er brandnøgtern, når hun med afklarede synspunkter åbner læserens øjne for de kræfter, det spil og de udspil, et skulpturelt kunstværk sender. Hun er i sin redelighed langt fra en polemisk fremstilling; polemikken er i det hele taget ikke hendes ærinde.

Til gengæld er hun helt tæt på, når hun gennem rækker af analyser tager fat om at beskrive så forskelligartede skulpturer som Michelangelos 'David' og Quinto Ghermandis 'Personnaggio X'. Her har vi skulpturens ordbog eller grammatik, om man vil. Og ved læsningen falder ord og begreber gennem henvisning til de mange billedeksempler på plads i en syntese, så målet nås.

Jeg er blevet klogere og bedre funderet efter at have læst denne bog, og det er langt fra hver gang, man lægger en bog fra sig, at man kan sige det. Læs endelig denne vellykkede bog. Det læste vil du få brug for.