Om ind- og udvorteshed

Der var linet op til den helt store klassefest i 2.x. Forældrerådet havde indbudt til diskofest en fredag aften med blinkende lamper, kulørte saftevandsdrinks, dunkende rytmer og videoprojiceret kite­surfing på væggen. Det var grænsebrydende ungdomsagtigt for de niårige elever, der var mødt hårstylede og parfumeduftende op. Det her ville ingen gå glip af.

Forældrene var også spændte. Der var investeret noget i dette her - ikke mindst engagement og noget, som forældre ikke har meget af: tid til samvær midt i den bedste sendetid.

Spændingen drev ned ad væggene, da alle børn efter pizzaen blev samlet til ballondans. Det var startskuddet. Nu skulle der danses. Snart var det dog drenge med kampattituder, der havde erobret gulvet. Så blev der fri dans, men så forsvandt alle ud på gangen. Gennet ind igen af de voksne til Limbo Rock. Meget larm. Alle parate til at sælge sig selv dyrt. Derefter ingenting. Ingen dans. Ud på gangen igen. Kun Mehmet ville danse. Da han ikke kunne finde en partner, bød han Lasses mor op. Foræl­dregruppen og klasselæreren synkroniserede urene. Klokken var blevet 19.20, og ungerne var væk. Hvad nu med resten af aftenen? Var festen ved at fuse ud?

Nej, nej. En gruppe piger var begyndt at øve noget playback. Så var der dømt showdans. Pigerne inviterede, drengene var publikum. Bragende bifald. Nyt hold piger med showdans og playback. Nyt bifald. Festen var ved at komme op i omdrejninger. Nyt show - denne gang drengene. Kæmpebifald. Nej, hvor det kørte. Og pludselig, da festen var på sit højdepunkt, så var det hele slut.

I evalueringsfasen tænkte jeg på, hvordan vi i begyndelsen af tresserne blev stillet op på to kønnede rækker, og når startsignalet lød, jordede vi over til pigerne for at få fat i den sødeste og kønneste. Men sagen er, at diskofesten i 2.x toppede, da børnene begyndte at optræde. Det var deres hjemmebane.

Da jeg var ni år turde jeg ikke optræde. Jeg ville hellere danse med hende, jeg hemmeligt var lun på. Men mange børn føler sig i dag mere trygge ved at optræde end ved at danse sammen. Det er vist deres institutionsarv.

Skal der bringes balance mellem ud- og indvortesheden, må værdien af at danse sammen mindst fortjene et fokuspunkt i den pædagogiske planlægning.

(Navne er af beskyttelseshensyn ændret).

Erik Schmidt