Om gynger og karruseller

Jeg er sikker på, at mange husker dengang i 1967 til Københavns 800-års-jubilæum, da Preben Uglebjerg sprang til på scenen på Rådhuspladsen og klarede at holde dampen oppe hos publikum og tv-seere i en stiv halv time, mens vi ventede på fyrværkeriet. Her sang han en vise, som allerede var godt kendt - en revyvise om det at tabe på gyngerne, hvad man havde vundet på karrusellen.

Egentlig var det en vise, som skulle sige noget om politikernes beslutninger og deres konsekvenser, men den kunne lige så godt handle om forskerverdenen. For tiden er disse to områder blandet en del sammen. Politikeren låner fra forskerens kyndighed, og forskeren låner fra politikerens tæft. Nogle vinder, men mange børn risikerer at tabe.

Når det for eksempel gælder nationale test, så kan de være en gevinst. Men det afhænger helt og holdent af, hvad man i øvrigt gør. Hvis man ikke samtidig sørger for gode læringsbetingelser og sætter ind for at udvikle en elevbaseret evalueringskultur, så kan man meget let tabe på nationale test i længden. Et pres om resultater udefra, samtidig med at skolen presses på tid og resurser, resulterer meget let i et forenklet indholds- og læringssyn, hvor man forbereder børn til at klare de test, som kommer. Bredde og dybde i børnenes kundskaber kan derved let forsvinde.

Desuden er debatten om inkludering og differentiering ikke afsluttet. Specialpædagogisk kompetence er ikke efterspurgt af politikere. Flere børn, vanskeligere børn, snævre rammer og mangel på specialpædagogisk kompetence er en sammensætning, som vil give store ubalancer i regnskabet. Dette på trods af at vi ved, at når læreren for alvor magter at få de svage elever med, så gavner det også de stærkeste. Skoler, som klarer dette, får bedre læseresultater.

Hvis Danmark skal i den gule førertrøje, må man tage skeen i den anden hånd og begynde at tænke kvalitet. Jan Mejding og Peter Allerup lægger i deres opfølgning af Danlæs tankevækkende resultater på bordet. Billedet er formentlig broget, men det er nærliggende at antage, at skolen udviser stresssymptomer. Når man vil styre skolen ved hjælp af mål, uden at man samtidig sikrer kvaliteten i lærerens kundskab, og uden at man samtidig udarbejder kommunale handlingsplaner, som anviser en sammenhængende pædagogisk indsats fra dagtilbud og op i skolen, så skal det gå galt. Et eksempel til efterfølgelse er Århus Kommunes nye handlingsplan for sprog og læsning. Her har man på et solidt fagligt grundlag netop skabt en sådan sammenhæng.

At stress i skolen fremmer formalisering, er en kendt sag. Man tyr til det enkle, tænker produkt før proces og formaliserer unødvendigt, når presset udefra øges, når tiden bliver knap og virkeligheden uoverskuelig. Læsevejledernes vigtigste opgave bliver at modvirke dette. Politikerne vil have bedre resultater, men opskriften er ikke en formalisering i et effektivitetsperspektiv. Så taber man på både gynger og karruseller. Skolen er som bekendt ikke en fabrik, der fremstiller søm og skruer. Opskriften er derfor heller ikke bare nationale test eller effektivitet. Det er kvaliteten af den kommunale indsats, som i sidste ende afgør, hvad resultatet bliver. Problemet er, at ikke alt kan måles, og det, som kan måles, er ikke altid dét, som det er vigtigst at arbejde med for at få bedre (læse) resultater.

Jørgen Frost er seniorrådgiver ved Bredtvet kompetansesenter i Oslo

»Når det for eksempel gælder nationale test, så kan de være en gevinst. Men det afhænger helt og holdent af, hvad man i øvrigt gør«