Om at undervise forskolebørn med autisme / Om at ændre offentlighedens holdninger

Sandra L. Harris refererer i hæftet de ændringer i undervisningen af børn med autisme, der har fundet sted i retning bort fra remser og imitation til mere naturalistiske og funktionelt anvendelige færdigheder (Natural Language Teaching Paradigm). Også på de sociale færdigheders område omtales vellykkede forsøg, hvor normale jævnaldrende børn blev opfordret til at hjælpe deres autistiske kammerater. Mange af forsøgene anvender forstærkning sammen med systematisk instruktion af kammerater og forældre. En række andre undersøgelser (blandt andet om effekten af et højt undervisningstempo) synes at vise, at en del børn med autisme kan profitere af et højt tempo med hyppige pauser.

Theo Peters, der på 13. år er leder af center for uddannelse i autisme i Antwerpen, betragter autisme som en gennemgribende udviklingsforstyrrelse og ikke som en mental sygdom eller en psykose. Hæftet indeholder hans foredrag til den europæiske kongres om autisme i Hamburg 1988, og det er ikke kedeligt. Ud fra et overskud af optimisme beskriver han med stor klarhed og velvalgte eksempler, hvor vanskeligt det har været at skrive så populært om autisme, at budskabet kunne nå ud til en større skare. En af hans pointer er, at vanskelighederne for personer med autisme med hensyn til at udvikle kommunikative færdigheder og social adfærd ikke alene kan forklares med lav udviklingsmæssig alder. Autisme er 'anderledes'. Derfor må udfordringen for os andre være at finde frem til måder, der er tilstrækkeligt anderledes til, at personen med autisme kan forstå dem.

Skriftserien om autisme henvender sig i første række til forældre, lærere og pædagoger, som underviser autister, men de øvrige og især de to omtalte hæfter kan med udbytte læses af alle i den pædagogiske verden. Det vil glæde samrådet, som med skriftserien også har det mål at udrydde misforståelser, myter og romantiske forestillinger om mennesker med autisme. Autisme er ikke forældrenes skyld, ikke et vestligt kulturfænomen, ikke en slags åndssvaghed. Det sidste tiår har grundlæggende omkalfatret tænkningen omkring autisme og uddybet forståelsen for, hvad vi andre kan gøre for at lette tilværelsen for autisterne. Serien og de to hæfter være hermed anbefalet.