Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Olavs film. Olavs bog

Ny dansk dramadokumentar går til benet omkring involveringspædagogikkens muligheder. Og omkostninger

Tonny Hansen
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:23

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Igennem et år fulgte journalisterne Jørgen Flindt Pedersen og Anders Riis-Hansen en 10. klasse på Humlehaveskolen i Odense-forstaden Vollsmose. Et kamerahold flyttede ind i betonbyggeriet og lod apparatet køre. Mens skoleåret gik, fik de i stigende grad den eftertragtede status som fluen på væggen og fik mulighed for at indfange en række scenarier, som naturligvis videregives som et sammenklip af utallige timers optagelser, men som for seeren virker ægte. Alle aktørerne ved nemlig godt, hvad det handler om, og alle klassens elever - naturligvis især de tre palæstinensere, man følger tættest - viser et tankevækkende mod, i forbindelse med at deres livsvilkår og måde at reagere på sættes under debat.

Hovedpersonen er Olav Rabølle Nielsen. Efternavnene er mest til officielle sammenhænge, som der da også bliver en del af, når man arbejder som skoleinspektør på en stor skole med en elevgruppe, der for hovedpartens vedkommende ikke blot er indvandrere. De kommer også som fokuspersonerne fra de palæstinensiske flygtningelejre Shatila og Sabra, hvor umulige forhold og massakrer fra israelske soldater og libanesiske militser har udsat deres familier for traumatiske oplevelser, der har været et livsvilkår gennem børnenes opvækst.

Olav giver chancer og chancer og involverer sig selv dag og nat og i fritiden som inspektør, fodboldleder og fadersubstitut. Med de samme børn og unge. Igen og igen. Men imellem kontorets mange fodboldsouvenirs hænger der også en officiel kasket, som han ikke tøver med at tage på, hvis embedet kræver politianmeldelse af en elev.

Filmens styrke er, at den ikke forklarer.

Bogens styrke er, at den forklarer.

Dette paradoks får film og bog til at hænge usædvanlig godt sammen. Films fortælletempo tager mere tid, derfor er der plads til flere faktuelle oplysninger i bogen, og man bliver ført ind i baggrunden for en lang række af filmens episoder. Men frem for alt får man i bogen indblik i Jørgen Flindt Pedersens refleksioner over det, der sker omkring ham selv. Både i forbindelse med de personer, der portrætteres, og i forhold til hvordan hans politisk korrekte bedrevidenhed udfordres, både i forhold til den gruppe, han følger, og når indvandrere og flygtninge bliver noget, man må forholde sig til i sin egen baghave i smørhullet Kerteminde.

Tilfældigvis findes hovedpersonen Amers foreløbige redning netop i denne lille by i skikkelse af et af dagligdagens mirakler: Herreekviperingshandler Tvedskov trodser al provinsiel fnidder, tør tro på Amer, som i løbet af en fjorten dages tid da også viser sig at være i stand til både at møde til tiden og pudse sine sko. Hvis Olav er rollemodel for det hensvindende børneliv, er Tvedskov det for voksenlivet: Han er milevidt fra spradebassers skrålen op om at stille krav og betingelser til indvandrere. Han gør det bare. På en fornuftig måde.

'Prøv med kærlighedens stærke arm', var parolen for rektoren i 'Flemming og Kvik'-bøgerne. Inspektøren, de stærke lærere og socialarbejdere, vi også møder i filmen, tøjeksperten og Amers dejlige og jordnære kæreste prøver at øge deres armes styrke. Det ser ud, som om Amer prøver med.

Olav har været rollemodel for palæstinenserdrengene og involveret sig i deres liv på godt og ondt. Det har kostet meget, også på den personlige front. Men ingen ansat i et skolevæsen kommer uden om at diskutere, om han også skal være rollemodel for lærere og pædagoger. Det er nemt nok at afvise med henvisning til en professionalisme, der i reglen er noget vagt formuleret, når vi taler om praktisk arbejde med denne elevgruppe. Men alle professionelle ved også, at der kun er en eneste ting, der batter, når man arbejder med socialt truede børn:

Man stiller op. Man er der. Man involverer sig.-

Drengene fra Vollsmose

Filmen:

Instrueret af Jørgen Flindt Pedersen og Anders Riis-Hansen

Produceret af Hansen & Pedersen, Film og Fjernsyn

134 minutter

Distribueres af Filminstituttet

TV-udsendelser:

Vises på TV2 torsdag den 14. februar, klokken 20.45, og fortsætter de to følgende torsdage

Bogen:

Skrevet af Jørgen Flindt Pedersen

192 sider, 175 kroner

Gyldendal

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Olavs film. Olavs bog

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS