I mandags mødtes kommunernes topforhandler Michael Ziegler og de kommunalt ansattes topforhandler Anders Bondo Christensen. Tirsdag var det regionernes forhandlere, som mødtes. Ifølge FOA-formand Dennis Kristensen kom forhandlerne, så langt som det er muligt for de kommunalt og de regionalt ansatte.
På Facebook fortæller han, at forhandlingerne dog fortsættes på et enkelt område både for kommunernes og regionernes vedkommende.
"Det handler om de såkaldte organisationsforhandlinger, som ligger ved siden af forhandlingerne om de generelle krav, der vedrører alle ansatte. Organisationsforhandlingerne handler om det, der er specielt for den enkelte overenskomst, og som dermed ikke vedrører andre faggrupper", skriver han på Facebook.
Organisationsforhandlingerne handler eksempelvis om efteruddannelse eller særlige tillæg til enkeltgrupper inden for en organisation.
Formand for Danmarks Lærerforening og de kommunalt ansattes topforhandler Anders Bondo Christensen bekræfter over for folkeskolen.dk, at organisationsforhandlinger på det kommunale område kan gå i gang.
"Men alt afhænger af, hvad der sker på statens område", understreger han dog.
Dennis Kristensen: "Det hele afhænger af de statslige forhandlinger i morgen"
Organisationer klar til at forhandle i påsken
Sådan er det, fordi det er staten, der traditionelt sætter den økonomiske ramme for forhandlingerne.
Ifølge Avisen.dk er forhandlerne på det kommunale område enige om at afsætte 0,35 procent af den samlede lønsum til de særlige puljer, som de enkelte fagforbund og de kommunale arbejdsgivere nu kan forhandle indholdet af.
0,35 procent svarer til, hvad der ved tidligere overenskomster har været afsat til organisationernes forhandlinger. Avisen.dk erfarer, at forhandlere på flere områder er klar til at forhandle i påskedagene.
Men meddeler Forligsmanden efter dagens møde med staten, at forhandlingerne er brudt sammen, så stopper også organisationsforhandlingerne, skriver Avisen.dk.
"Først tog man lærerne, så fridagene, nu tager man frokostpausen"
Svære forhandlinger på statens område
Topforhandler for de ansatte på statens område formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther udstrålede ikke optimisme under de røde faner foran Forligsinstitutionens dør her til morgen:
"Vi nærmer os det tidspunkt, hvor man skal til at tage stilling til, om det kan ske eller ikke ske. Men altså, hvis det var nemt, så sad vi ikke her på fjerde uge", siger Flemming Vinther til folkeskolen.dk.
Det er minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V), der møder op i Forligsinstitutionen på vegne af arbejdsgiverne. Hun siger, at Flemming Vinther vil blive mødt af en "udstrakt hånd".
"Jeg er her for at lande en aftale", siger hun til TV2 News og tilføjer: "Jeg kan godt forstå, at mange medarbejdere er optaget af løn. Det er her, jeg kommer med en udstrakt hånd".
FOA-formand Dennis Kristensen mener, at nærmer parterne sig i dag hinanden, kan det betyde en udsættelse af konflikten.
"Mit gæt er, at der skal være bevægelse mellem parterne i løbet af i morgen, hvis Forligsmanden skal vurdere, at det giver mening at udsætte konfliktvarslerne. Men det er Forligsmandens suveræne afgørelse", skrev han på Facebook i går.
DLF: Lån til alle konflikt-ramte
Forligsmand Mette Christensen kan vælge at udsætte kommunernes, regionernes og statens konfliktvarsler hver for sig. Men det tror Dennis Kristensen ikke kommer til at ske.
Hun kan i første omgang udsætte konflikten med 14 dage, og så kan konfliktvarslerne træde i kraft fem dage efter udsættelsen. Det er også muligt at udsætte konflikten yderligere 14 dage. Men hvis hun i løbet af en udsættelsesperiode mener, at mæglingen ikke fører nogen veje, kan hun afbryde udsættelsen, og så vil konflikten træde i kraft fem dage efter afbrydelsen.
"Alt i alt giver det mulighed for, at konflikten - først strejke og derefter lockout - kan træde i kraft fra 4. april til begyndelsen af maj", lyder det fra Dennis Kristensen
OK-skæbnedag: Statens forhandlinger kan stoppe kommunale fremskridt
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.