Ørerne i maskinen

At se Daimi igen og at høre hende synge er mere end en nostalgisk fryd sikke det svinger, når hun synger, og hvor det fyger, når hun fyrer replikker af. Iført kæk lille hat med stor guldsløjfe, knitrende krinolinekjole og et tvært drag om munden spiller hun med sikker præcision den overforkælede lille pige Miriam. Hendes to medspillere, også iført overdådige og spraglede renæssanceinspirerede kostumer, er lige så humoristiske i deres spil, som hendes to brødre, der i fødselsdagsgave forærer deres søster et koloenormt jugendorgel. Problemet er bare, at Miriam ikke kan spille, for hun gider ikke at øve sig. Værdsætte andres virtuositet kan hun heller ikke, men stopper den ene brors talentfulde spil af ren og skær jalousi. Den rethaveriske, koleriske og udspekulerede Miriam styrer og terroriserer sine omgivelser i en sådan grad, at alle drives til vanvid. Lige indtil brødrene får nok og giver hende en ordentlig lærestreg, der virker som et spejl for hendes opførsel, hvorpå hun rent faktisk forbedrer sig.

»Ørerne i maskinen« er både en moralsk dannelseshistorie og en rigtig morsom børneforestilling. Forstået på den måde, at den dyrker det, som børn så godt kan lide: Festlige og farverige kostumer og spøgefulde indslag i form af lidt spænding, lidt dukketeater og lidt sang. Samtidig med det præsenterer den meget præcist sit publikum for børns magtkampe, og for hvor ondsindede de kan være over for hinanden. Forestillingen formår at servere sine moraler om at lytte til sig selv, være sød over for andre og at være flittig, på en sådan måde at det hverken virker moralsk eller belærende, selv om det i virkeligheden er det ganske raffineret. Og sikke et univers, de kan skabe på Jytte Abildstrøms Teater, så fantasifuldt, iderigt og pudseløjerligt lige i øjet fristes jeg til at skrive, selv om det i denne forestilling er ørerne, som kommer i maskinen. En dejlig og humoristisk forestilling, der kender sit publikum og ved, hvad der virker.