Antorini: Nu ændrer vi tilsynet med skolerne
"Risikobaseret tilsyn" er en af nyskabelserne, hvor folkeskoler, skolevæsener og andre uddannelsesinstitutioner løbende monitoreres med udgangspunkt i centralt fastlagte kvalitetsindikatorer, som kendes af såvel offentligheden som kommuner og skoleledere. Det sker via data fra det såkaldte datavarehus, som er under opbygning. For folkeskolernes vedkommende er udgangspunktet de nye mål for blandt andet elevernes resultater i de nationale test, som er en del af den netop vedtagne ændring af folkeskoleloven. Men præcis hvor grænsen skal fastlægges for, hvornår Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen går i dialog med en given skole og kommune, er endnu ikke helt på plads".
"Det har vi en drøftelse med interessenterne om i øjeblikket - KL, Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen", forklarer kontorchef i styrelsen Peter Pannula Toft.
Ikke Lærerforeningen?
"Nej, det her er jo ud fra et styringsperspektiv. Men Lærerforeningen har deltaget i flere møder om reformen, hvor vi har fortalt om det her", forklarer Peter Pannula Toft.
DLF: Skån skoler for offentlig gabestok
"Åbenhed om tilsyn med skoler og institutioner" er overskriften på ministeriets pressemeddelelse om det nye tilsyn. Men åbenhed betyder ikke, at ministeriet fremover vil offentliggøre lister over, hvilke skoler, der er i risikozonen.
"Ministeriet vil ikke gå ud og offentliggøre nogen lister eller rangordninger, vi vil hellere i dialog med skolen og kommunen om, hvordan problemerne skal løses", lover Peter Pannula Toft.
Ved siden af tilsynet og dialogen med enkelte skoler og institutioner er der også lagt op til, at hvis tilsynet afslører, at en uhensigtsmæssig praksis finder sted på en eller flere institutioner, kan Undervisningsministeriet iværksætte en samlet informationsindsats over for alle tilsvarende skoler eller institutioner for at forebygge fremtidige sager.
Undervisningsministeren kalder ændringen af tilsynet for en modernisering:
"Både i forbindelse med folkeskolereformen og reformen af erhvervsuddannelserne ønsker vi at understøtte skolerne i deres arbejde med at forbedre og sikre uddannelseskvaliteten. Det sker blandt andet via rådgivning fra de nye læringskonsulenter, kompetenceudvikling af lærere, pædagoger og ledere og ved at modernisere det eksisterende statslige kvalitetstilsyn, så det i højere grad understøtter skolerne med at udvikle kvaliteten. Det gør vi i tæt samarbejde og dialog med skolerne, så alle skoler når de mål, vi har sat for at skabe endnu bedre uddannelser for vores børn og unge", siger Christine Antorini i en pressemeddelelse.
Nyt statstilsyn med skolerne: Dialog frem for rangliste
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.