"Vi fokuserer alt for meget på individet og for lidt på fællesskabet. Derfor er vi mere optaget af, hvad vi sender eleverne hen til, end hvad vi sender dem væk fra, når vi skiller dem ud fra klassen. Men fællesskabet er et absolut must, hvis vi vil fremme rummeligheden", sagde Ole Hansen, projektchef på CVU Nordjylland og tidligere leder af Kvis-programmet, på KL's konference om specialundervisning i Århus i denne uge. Der var tale om en gentagelse af en tilsvarende konference i Roskilde ugen før.
"Vi skal fjerne os fra altid at lede efter fejl og mangler hos eleverne. Vi kan alligevel ikke fylde alle hullerne ud. Vi ved, at fællesskabslæring er stærkere end individuel læring, så vi skal væk fra forestillingen om, at lige børn leger bedst. Samtidig er det en myte, at ret og kravl skal være i samme klasse. Vi må finde andre måder at løse problemerne på", sagde Ole Hansen.
Alle faktorer har indflydelse
Der er en udvikling i gang, viser en undersøgelse fra Kvis-programmet - Kvalitet i Specialundervisningen. Det betyder ikke, at færre elever får specialpædagogisk bistand, men de får den i højere grad i deres klasser.
Det er den rigtige vej at gå, mente Ole Hansen.
"Vi har drevet specialundervisning efter et individ-princip, hvor eleven har problemet. Men særlige steder til særlige børn, løser det ikke alene. Hvis man arbejder ud fra et fællesskabssystem, ved man, at alle faktorer i elevens omgivelser har indflydelse på, hvilke problemer der slår igennem, og undervisningen foregår i hold og fleksible tilbud. Det er ikke nok at placere eleven i fællesskabet. Eleven og hans forældre skal være aktører og medspillere i fællesskabet, og de bliver de, hvis de får nogle valgmuligheder".
PPR kan skabe helhed
Ole Hansen talte ikke om at nedlægge hverken specialundervisning eller -skoler. Han betvivlede heller ikke, at diagnoser som ADHD, asperger og tourette eksisterer.
"Men det er et problem, at vi tror, at elever skal have et særligt tilbud, så snart de får en diagnose. På den måde forvandler vi dem fra lærende elever til behandlingskrævende klienter", sagde han.
I stedet appellerede han til, at PPR kommer mere på banen i forhold til, hvad der sker i almindelig klasser.
"Det er vigtigt, vi holder fast i PPR som en del af folkeskolen, men som alle andre skal medarbejderne gå fra at finde fejl og mangler til at se på relationer og sammenhænge. PPR skal i højere grad fungere som rådgiver og hjælper for lærerne. Derfor skal PPR bevæge sig fra specifik viden til også at kende til, hvordan det almindeligvist er at gå i 4. klasse".
Analyser problemet først
Lærere efterlyser ofte supervision og søger den måske hos PPR. Men de får den ikke altid, og det er et problem, mente Ole Hansen.
"Nogle PPR-kontorer vil ikke ud i klasserne for at kigge. De vil alene tale med lærerne. Det har lærerne svært ved at købe og med god grund, for vi skal have styrket lærernes refleksion og muligheder for at handle. I Norge arbejder de ud fra model, hvor lærerne leder efter faktorer, der opretholder elevens problem, og får støtte til analysearbejdet af PPR", fortalte Ole Hansen.
I øjeblikket bliver lærere på 40-50 danske skoler uddannet til at bruge den såkaldte LP-model.
"Modellen slår igennem, fordi lærerne finder løsninger på den udfordring, de selv har defineret. De finder ikke vanskeligheder hos eleven, men de faktorer der opretholder vanskeligheden. De analyserer altså problemet, før de handler på det. Det er en anden måde at arbejde på end blot at sende en beskrivelse af problemet til PPR", sagde Ole Hansen.
Nye tanker kan gøre skolen mere rummelig
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.