Nye holdninger

Nedslidte klasselokaler og skoler, gamle, slidte skolebøger, mangelfuld rengøring og for mange elever i klasserne kan kun øgede bevillinger råde bod på. Ændringer af disse - mange steder - meget katastrofale forhold har derfor kun politikerne indflydelse på. Men der er en række problemer, som kun skolens personale kan løse: Ændrede holdninger til børn og undervisning. Dette kan tilmed ske, uden at det er nødvendigt at søge nye bevillinger.

Af den nye læserapport, Nordlæs, fremgår det, at danske lærere i modsætning til svenske og finske lærere i langt større omfang er tilhængere af klasseundervisning, og at de i mindre omfang anvender individuelt arbejde. Rapporten ser dette som en af mange mulige forklaringer på danske børns langsommere læseudvikling. Dette resultat stemmer overens med andre undersøgelser og iagttagelser, men må konstateres som værende i strid med hensigten i folkeskoleloven. Blandt andet den del, der handler om 'den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling' og opnåelse af 'tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle'.

En norsk psykolog beskriver, hvad der er galt: Hun taler om voksne opdrageres definitionsmagt, det vil sige voksnes centrale placering i forhold til børn, når det drejer sig om deres selvudvikling og oplevelse af sig selv. Børn er afhængige af de reaktioner, de modtager fra voksne i den daglige omgang, og som bevirker, at de gradvis opbygger en opfattelse af, hvem de er. Den traditionelle måde, som karakteriserer voksnes udspil, foregår således: Vi ser på børn gennem forudtagne, voksne øjne, og vi tillægger dem egenskaber, både positive og negative. 'Han er så vanskelig, aggressiv og urolig', siger vi. Det værste er, at barnet overtager denne opfattelse som sin egen og udvikler sig som forudsagt. Selv om vi ikke har bevis for, at menneskenaturen er egoistisk, voldelig og udisciplineret, definerer vi den således. Dermed skaber vi et samfund, hvor dette menneskesyn hersker. I næste omgang kan udgangspunktet bekræftes. 'Se på verden! Den er fuld af vold'.

Holdningsændringer beskrevet som en anerkendende væremåde kan ændre denne opfattelse. Denne væremåde har fire kendetegn: Forståelse, bekræftelse, åbenhed og selvreflektion/afgrænsethed. At forstå barnet betyder, at det skal forstås ud fra sine egne forudsætninger, hvilket kræver, at den voksne må kunne lytte til barnet. Men den voksne må også være i stand til at tilkendegive for barnet, at han eller hun forstår, hvad barnet er optaget af.

Derved oplever barnet, at det har ret til sin egen oplevelse og sine egne tanker og følelser, og bliver ikke automatisk indstillet på, hvad den voksne kan lide eller ikke lide. Hvis man viser forståelse og bekræftelse af børns adfærd, må det forudsætte, at man er åben for det, som barnet er optaget af, og at man opgiver den mere eller mindre reflektoriske kontrol, som ofte behersker voksnes adfærd i deres forhold til børn. Åbenhed er derfor det tredje krav til den anerkendende væremåde. De foregående punkter kræver, at den voksne er nødt til at arbejde med sig selv, vise forståelse, bekræftelse og åbenhed, men det er desuden nødvendigt også at være selvreflekteret og afgrænset, hvis det skal lykkes at opnå idealet: En anerkendende væremåde, hvor den voksne ikke per tradition definerer sig ind i børns oplevelser, som egentlig hører hjemme i den voksne selv. Den voksne skal være i stand til at skelne mellem, hvad der foregår i ham/hende og i barnet. Målet for læreres nødvendige holdningsændringer kan kort formuleres således: Respekt for det enkelte barns frihed til selv at bestemme over sin tilværelse og en forståelse for, at der med denne frihed følger et ansvar for sig selv og for de andre.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker.