Det står skidt til med inklusionen i folkeskolen. Det viser en undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer (DH).
Seks ud af ti forældre svarer således, at deres barn ikke får den nødvendige støtte til at kunne deltage i undervisningen på lige fod med deres klassekammerater. Samtidig oplever forældrene, at skolens personale ikke har nok viden om handicap og derfor ikke er i stand til at inkludere barnet.
"Resultaterne er nedslående og vidner om en inklusion, der langt fra fungerer efter hensigten", skriver Thorkild Olesen, formand for DH, i en kommentar til undersøgelsen på altinget.dk.
Mange unge med handicap klarer sig dårligt i folkeskolen
Samtidig viser undersøgelsen, at næsten hvert tredje barn med et handicap er fritaget fra et eller flere fag i skolen. Det er ofte idræt, kreative fag og sprogfag som tysk, de fritages fra.
"Det er ikke godt nok. Selv om man har epilepsi, angst eller et fysisk handicap kan man godt deltage i idrætsundervisningen, hvis lærerne har viden om handicap og tilrettelægger undervisningen, så alle klassens børn kan deltage", lyder det fra Thorkild Olesen.
Halvdelen af elever med handicap har oplevet skolevægring
Nogle af de elever, som ikke får det fulde ud af deres skoletid, er børn, som mistrives i en grad, så de ikke kan komme i skole i kortere eller længere perioder.
"Skolevægring kan have mange årsager, men vi ser desværre et mønster. Halvdelen af elever med handicap har oplevet skolevægring i løbet af deres skoletid. Heraf har næsten fire ud af ti været fraværende i over ét år", sammenfatter Thorkild Olesen.
Han er ikke i tvivl om, at der er behov for mere viden om handicap blandt de fagprofessionelle. Det skal suppleres af en bedre dialog mellem skole og hjem og af flere resurser til at sikre, at alle børn får en god skolegang.
Flertallet af elever med handicap indgår ikke i skolens sociale fællesskaber
"Skolens personale spiller en afgørende rolle i, at alle børn får den nødvendige støtte i skolen, så de kan deltage i både faglige og sociale fællesskaber. Samtidig kan skolerne bidrage til at skabe øget åbenhed om handicap i forældregruppen. Det kan være med til at afmystificere for eksempel psykiske diagnoser", mener Thorkild Olesen.
Specialskolers viden skal inddrages
DH-formanden foreslår også, at skolerne i højere grad inddrager viden og kompetencer fra lærerme på specialskoler til at understøtte inklusionen i den almindelige undervisning.
"Hvis vi for eksempel indfører co-teaching, vil det give børn med handicap markant bedre rammer for at modtage undervisning på lige fod med deres klassekammerater", skriver Thorkild Olesen i sit indlæg.
Undervisningsministeren inviterer til Sorømøde om inklusion
DH har offentliggjort undersøgelsen op undervisningsministerens årlige Sorømøde, som finder sted i den kommende weekend. Her mødes praktikkere, interessenter og eksperter for at diskutere, hvordan det går med inklusionen i folkeskolen, og hvordan den kommer til at fungere bedre.
Ny undersøgelse: Det halter med at inkludere elever med handicap
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.