Skoler og daginstitutioner skal tage aktiv del i forebyggelse af fedme hos børn og unge, anbefaler Kost- og Ernæringsrådet i en ny strategi for, hvordan børnefedme bekæmpes.
"Stadig flere danske børn og unge udvikler overvægt. Mange har ofte både fysiske og psykiske problemer, og det er en stor belastning for såvel den enkelte, som for samfundet", siger formanden for arbejdsgruppen, lektor, læge, ph.d. Christian Mølgaard.
Rådet foreslår, at alle skoler og daginstitutioner får en kost- og motionspolitik, der sørger for stram regulering af sukkerholdige og fedtrige fødevarer, rigelig adgang til frugt og grønt og koldt postevand. De anbefaler også, at undervisning om sund kost og motion bør indgå i pædagog- og læreruddannelsen.
Forældre og børn bør inddrages i kostpolitikker
Ernærings- og husholdningsøkonom og medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening Ulla Maria Mortensen mener, at strategien er god, bare den ikke ender i skrivebordsskuffen.
"Motions- og kostpolitikker er en god ide, så længe også forældrene og børnene bliver inddraget i arbejdet. Ideen skal selvfølgelig udbredes, for enhver kommune med respekt for sig selv og borgernes ve og vel bør have en kost- og motionspolitik, som institutionerne kan tage udgangspunkt i", siger hun.
Hun er også enig i rapportens forslag om, at motion skal være en del af dagsrytmen på alle institutioner, og hun forslår, at alle elever bruger ti-frikvarteret på koordineret motion efterfulgt af et gratis stykke frugt. Og så skal undervisning om sund kost og motion være obligatorisk på pædagog- og læreruddannelsen, mener Ulla maria Mortensen.
Ved præsentationen af Motions- og Ernæringsrådets strategi understregede familie- og forbrugerminister Carina Christensen, at det først og fremmest er forældrene, der skal sørge for, at deres børn får sunde kost- og motionsvaner, men at børns sundhed også er et fælles ansvar.
"At forebygge overvægt er ikke nogen let opgave, og der findes ingen nemme løsninger. Derfor har også staten, kommuner, skoler, daginstitutioner, virksomheder og arbejdspladser et medansvar. Som også Motions- og Ernæringsrådet konkluderer, kræver det derfor en fælles indsats, hvis vi på sigt skal ændre danskernes kost- og motionsvaner," siger Carina Christensen.
Ny strategi vil have fedmeforbyggelse på skolerne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.