OECD's egne sammenstillinger af Pisa-undersøgelsernes resultater viser, at en rig kulturel kapital giver den største sandsynlighed for succes i skolen, og at de skolesystemer, der har et vidtspændende, kunst-rigt skema for eleverne, klarer sig bedst i matematik, læsning og naturfaglig tænkning, påpeger Anne Bamford. Hun mener, at det er der, Danmark skal sætte ind for at gøre noget ved, at vi trods mange resurser i uddannelsessystemet, ligger middelmådigt placeret i den internationale Pisa-undersøgelse:
"Det ser ud til, at dette resultat - i hvert fald delvist - er resultatet det manglende udbud af kunstfag i folkeskolen, særlig på de ældste årgange. I modsætning til andre lande - fx Canada og Storbritannien - er kunstfag ikke obligatoriske i de ældste skoleår. Eftersom international forskning viser, at kunst-rig undervisning forbedrer læseindlæringen og - dog i mindre omfang - matematikindlæringen er det sandsynligt at dette i hvert fald delvist forklarer, at Danmark scorer dårligere end ventet i læsning", mener Anne Bamford og tilføjer, at relativt få elever vælger de kunstneriske fag billedkunst, musik, drama, film, foto, håndarbejde, sløjd og musik som valgfag.
Hun undrer sig også over, at alle fagene - ikke kun håndarbejde - er domineret af piger. I sin rapport peger hun også på, at der mangler faguddannede lærere i de kunstneriske fag, først og fremmest dans og drama. Men især fremhæver hun, at hun under sine besøg på danske folkeskoler på alle niveauer er blevet mødt med en total mangel på forståelse for værdien af evaluering og dokumentation af elevernes læring i de kunsteriske fag. Lærerne fortalte begejstret om elevernes læring gennem kunsten, men måtte bagefter indrømme, at de hverken havde beviser for effekten eller metoder til at indsamle dokumentation. Lærerne kendte heller ikke til de internationale undersøgelser, der viser, at kunstneriske fag styrker læseindlæringen.
Det er Kunstrådet, der har hyret Anne Bamford fra Wimbledon School of Art i London til at se den danske folkeskole efter i sømmene. Hun har også stået i spidsen for en nyligt offentliggjort UNESCO-undersøgelse (The WowFactor), som bl.a. viste, at flere af de lande, som ligger i top i Pisa-undersøgelsen, prioriterer de kreative fag højt.
"Vi er nødt til at stille flere krav til de kreative fag, hvis vi vil fremtidssikre de danske elevers kompetencer, og hvis vi ønsker en bedre Pisa-placering. Der er brug for, at lærerne i langt højere grad planlægger og metodeudvikler kreative undervisningsforløb, som de i fællesskab vurderer og reflekterer over - også i samarbejde med kunstnere og kulturinstitutioner", siger Kunstrådets formand, Lars Liebst.
"Det er ikke acceptabelt, at vi behandler de kreative fag som et stedbarn eller et uforpligtende pusterum fra fordybelsen i de boglige fag, som skolelederen blot kan lade en tilfældig lærer fra et andet fagområde tage sig af: Kvalitativ fordybelse i kunstnerisk indhold og kreative processer er afgørende, hvis vi overhovedet skal have kreative fag på skoleskemaet".
Ny rapport: Satsning på kunst kan hæve Danmarks Pisa-score
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.