Landets idrætslærere, der i de sidste 77 år har haft egen forening, bliver lagt sammen med Dansk Skoleidræt. Dermed bliver idrætslærernes stemme overtaget af en profesionel selvstændig organisation, der blandt andet har et 13 mand stort sekretariat.
Ifølge generalsekretær Steen Hjorth har grundlaget for fusionen været, at Dansk Idrætslærerforening - der var en faglig forening under DLF - har haft svært ved at rekruttere nye medlemmer. Det har blandt andet givet økonomiske udfordringer.
Dansk Skoleidræt har samtidig ændret formål. Hvor organisationen tidligere udelukkende beskæftigede sig med børn og bevægelse, har den også fokus på idrætsfagets vilkår. Det er foreningens mål, at en ny næstformand skal stå i spidsen for et idrætsfagligt udvalg. Og at det bliver den nye næstformand, som vælges den 2. maj, der skal tegne den skolepolitiske linje for Dansk Skoleidræt. Blandt andet er det en presserende opgave at forholde sig til faget idræt i forhold til de aktivitetstimer, som er varslet med det regeringens reformudspil.
Ikke ukendt land I forhold til nedlæggelse af Dansk idrætslærerforening siger afgående formand, Trine Laursen Lund:
"Vi lukker en forening, der har gjort et stort og flot stykke arbejde for skoleidrætten, så selvfølgelig er det både underligt og lidt trist, at der nu ikke længere er noget, der hedder Dansk Idrætslærerforening. Når det er sagt, glæder vi os selvfølgelig over, at det nu er Dansk Skoleidræt, der skal tale idrætslærernes sag, siger Trine Lausen Lund i en pressemeddelelse.
Finn Kristensen, der er formand for Dansk Skoleidræt, mener at fusionen er helt rigtig:
"Det er jo ikke ukendt land, vi bevæger os ind på her, og vi føler os absolut både klar og klædt på til at varetage idrætslærernes interesser. Dansk Skoleidræts kredsforeninger drives jo udelukkende af idrætslærere, og vi har i flere år haft et tæt samarbejde med Dansk Idrætslærerforening, så vi mener, at vi har de bedste forudsætninger for at agere fagligt organ her", siger han.
Ny organisering for idrætslærerne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.