Ikke alt, der glimrer, er guld.
Sådan lyder titlen på den berømte new zealandske skoleforsker John Hatties rapport om diverse digitale teknologiers effekt i undervisningen.
John Hattie er kendt for sine store metastudier, hvor han sætter et tal på, hvor positivt eller negativt diverse faktorer påvirker, hvor meget eleverne lærer i sidste ende.
Forsker: Giv lærerne indflydelse på indkøb af undervisnings-it
Det har han nu altså også gjort med teknologier. I konklusionen lyder det overordnet, at selv om man har 60 års data på området, kan man ikke se noget stort spring i elevernes læring som effekt af at inddrage digitale teknologier i undervisningen.
Videoevaluering topper
Dykker man ned i de konkrete teknologier, konkluderer rapporten, at videofilmet undervisning, som lærerne har mulighed for at gense og evaluere sammen med kollegaer, har størst positiv effekt.
Computerunderstøttet undervisning synes at have en positiv effekt for elever med særlige behov. Teknologi ser desuden ud til at have større effekt på grundskoleniveau end på ungdomsuddannelser. Effekten er dog størst på universitetsniveau.
Når det kommer til fag, er effekten størst, når eleverne skal lære at skrive, og i andre fag end matematik, naturfag og dansk.
Informations- og kommunikationsteknologier som pc'er og tablets ser overordnet set også ud til at have en positiv effekt. Det samme gør interaktive videoer, og programmer der giver individuelle instruktioner og feedback til eleverne.
John Hattie: »Jeg er statistiker, jeg er ikke teoretiker«
Når det kommer til tablets, konkluderer rapporten dog, at især lærerens evne til at tænke devicen ind i undervisningsdesignet har meget stor betydning for, hvor positiv effekten er af dem.
På negativsiden finder man sociale medier og tilstedeværelse af mobiltelefoner i undervisningen. Også det antal timer, børn bruger på at se tv, synes over en vis terskel at påvirke deres læring negativt.
I disse coronatider er det desuden værd at bemærke, at rapporten er kritisk over for fjernundervisning kontra når lærer, elev og teknologi befinder sig i samme rum.
Ny Hattie-rapport: Disse teknologier har positiv effekt for undervisningen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.