"Vi har set de første klagesager, hvor elever er blevet sat på venteliste. Ventelister burde ikke eksistere i det her system. Har man ikke et tilstrækkeligt tilbud inden for kommunen, må man visitere til en plads i en anden kommune" siger KL's repræsentant i klagenævnet, Gunhild Bach Nielsen.
Et andet af nævnets medlemmer, Morten Carlsson, formand for Landsforeningen Autisme, var til 14 ud af 16 møder i 2009, og dengang behandlede klagenævnet ikke klager af den art.
"Problemet med de sager er, at der hele tiden går et halvt års ekspeditionstid, og på den måde får man jo generet børnene og forældrene maksimalt", siger han.
Børn venter heller ikke på at komme i 1. klasse
Nævnets holdninger og beslutninger er fuldstændig klokkeklare, understreger Morten Carlsson.
"Når der er konstateret et behov, som kommunen endog har anerkendt, så skal man omgående og uden ophold skaffe pladsen. Der er ikke noget, der hedder, at det må vente, til der er bygget et sted eller andet. Vi sidestiller det fuldstændig med, at en kommune heller ikke kan sige, at den et år ikke har plads til at oprette 1. klasser, så elever i 1. klasse begynder først næste år. Det gør man jo ikke", siger han.
Dermed ligger klagenævnet på linje med tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V), der i et svar til Dansk Folkepartis Malene Harpsøe i maj 2009, at det er vigtigt, at elever med behov for specialundervisning får tilbudt hjælp uden unødig forsinkelse.
"Lovgivningen er helt klar på dette felt. Alle børn har ret og pligt til undervisning, også selv om det er specialundervisning, og kommunerne har pligt til at sørge for støtte, selv om der er tale om en midlertidig hjælp", skrev Bertel Haarder og tilføjede, at han i en kommende revision af vejledningen om specialundervisning i folkeskolen ville præcisere, at der skal sikres en fleksibel tilrettelæggelse af henvisningen, så der ikke unødigt opstår ventetider
Klagenævnet er sjældent klare i spyttet
Ikke desto mindre prøver nogle kommuner at undskylde sig med, at når skoleåret er begyndt, så har de ikke ledige pladser, fortæller Morten Carlsson fra klagenævnet.
"Så selv om et barn har det rigtig dårligt, hvor det er, og ikke får noget ud af undervisningen, så skal det blive der indtil august året efter. Det er fuldstændig uacceptabelt".
Morten Carlsson fornemmer, at nogle kommuner prøver klagenævnet af for at se, om det lægger en linje, hvor man accepterer ventelister. Men der er ingen slinger i valsen.
"På det her område er vi sjældent klare i spyttet. På andre områder siger en KL'er, at det er svært for kommunen, men det sker ikke her, fordi sagerne juridisk set er så klokkeklare. Forvaltningsloven siger, at hvis en forvaltning har truffet en beslutning om, at en borger har ret til noget, så skal den ret føres ud i livet".
Der kan dog være tale om, at der skal ansættes en lærer, før skolen kan tilbyde støttetimer.
"Det kan der så gå en måneds tid med, og det er okay. Men at sige, at der måske er en plads på kommunens specialskole næste år - den går ikke", siger Morten Carlsson.
Nu kommer elever på venteliste til specialundervisning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.