Dobbelt så mange mænd og fire gange så mange kvinder er nu svært overvægtige i forhold til 1987. Det svarer til, at 12-13 procent af danske mænd og kvinder i alderen 25-44 år i dag er svært overvægtige.
Ifølge seniorforsker Jens Bonke fra Rockwool Fondens Forskningsenhed bør resultatet give anledning til nogen bekymring.
"Der er tale om en markant stigning i løbet af få år. Hver syvende af os er i dag svært overvægtig. Det betyder, at vi følger den almindelige udvikling i Europa med stadig flere svært overvægtige", siger Jens Bonke.
For danskere i alderen 45-64 år har stigningen i den svære overvægt været mindst lige så kraftig. Undersøgelsen har udregnet 4.000 danske familiers BMI og sammenlignet det med tidligere undersøgelser.
Kvinder i særlig risiko
Undersøgelsen viser også, at det til trods for at der er flere overvægtige mænd end kvinder, især er kvinder, der har en meget høj helbredsrisiko som følge af overvægt. Undersøgelsen har udover de deltagendes BMI også kigget nærmere på deres livvidde. Anden forskning viser nemlig, at sundhedsrisikoen ved overvægt hænger tæt sammen med, hvor de ekstra kilo sidder på kroppen.
"Det farlige fedt sidder i særlig grad på maven. Og når man både tager højde for svær overvægt og livvidde, så viser det sig, at især kvinders helbred er i fare. Kvinder med et højt BMI har nemlig meget ofte også en stor livvidde, hvilket i mindre grad er tilfældet for mænd", siger Jens Bonke
Undersøgelsen viser, at det ikke kun er den svære overvægt, der er i stigning i Danmark. Det samme gælder også den moderate overvægt. For tyve år siden var hver tredje mand og hver syvende kvinde i alderen 25-44 år - svært eller moderat - overvægtige. I dag er der tale om halvdelen af mændene og en tredjedel af kvinderne i denne aldersgruppe.
Nu er hver syvende dansker svært overvægtig
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.