Dorte Karrebæk og Nils Hartmann fandt for snart mange bøger siden sammen i et rim og remse-univers, som fornyede dem begge.
Siden har samarbejdet været præget af det sikre snarere end det grænseoverskridende.
Således er også de to seneste bøger i Abrakadabra-serien gedigne, helstøbte billedbøger, der lukker fint op til henholdsvis nissernes og sagnfolkets verdener.
Nissebogen er 24 historier, hvad der i sig selv ikke er dybt originalt for nissebøger. Det er derimod ideen om at bringe generationshistorien ind i fortællingerne, bundet sammen af det egetræ, som rammefortællingens børns tipoldeforældre planter.
Træet gror op gennem historien - både den om nisserne og den fra tidstavlen, hvilket er fint anskueliggjort af illustrationerne på omslagets indersider.
Her er altså masser af muligheder for at tale ud fra bogen om de seneste generationers historie og om nisserne, som blandt andre Iørn Piø kan gøre mere 'kødfulde'.
Sagnbogen er også en rammefortælling, hvor den gamle skovfoged fortæller det gode lytterbarn om de skjulte folk fra elverhøjen, fra mosen, fra åen, fra himlen og fra havet.
Fortællingerne er gedigne og kortfattede, mens illustrationerne giver fine og forskelligartede stemninger til indfangning af det enkelte sagnvæsens natur.
Mit forhold til havfruer har taget en drejning efter Dorte Karrebæks version: en langhåret frue med hvalkrop og silikonebryster. Så lad blot japanerne få hende, der sidder baywatch ved Langelinie.
Men også sagnbogen kan man gøre klogt i at snakke ud fra for eksempel ved hjælp af Iørn Piø.
I disse to sikre bøger til indskoling og mellemtrin behandles stoffet som overtro, mens Iørn Piø er farligere, fordi han ser væsnerne som udtryk for tiloverstro.
Nisser / Sagnfolk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.