Nino og månekonen

Nino er et ønskebarn. Ikke i den forstand at hun føler sig særlig velønsket i sin familie. Hun kan slet ikke leve op til sin mors forestillinger om det barn, hun vist hellere ville have haft. Noget i retning af et prinsessebarn, der kunne passe den gamle pinkfarvede flæsekjole. Et barn, der ikke var kikset-rødhåret med modermærke i panden og et veludviklet talent for åndsfravær.

Men Nino er rigtig god til at ønske. Og hun indgår i en alliance med Månekonen og et par drømmebørn, der dukker op i mørkets mulm og ensomhed, og som trøster, når Nino bliver mobbet i skolen, når savnet af den døde bedstemor bliver for stærkt, eller når hun er ved at kvæles i forældrenes konformitet. Kreativiteten mobiliseres heldigvis i samarbejde med en ny veninde, og det hele ender, nogenlunde som det skal.

Historien er flot disponeret og fortalt med mange gode pointer, der hæver den et godt stykke over gennemsnittet af stakkels pige bliver mobbet-bøgerne.

Pia Thaulovs afdæmpede, laverede tuschtegninger bidrager til en god oplevelse ved at skildre både situationens tristesse og vejen ud af den.