Som et led i fusionen med DLF blev der aftalt en overgangsordning, hvor Leif Sort og Ulla Maria Mortensen, tidligere formænd for henholdsvis S81 og Formidlerne, fik plads i hovedstyrelsen i DLF. De kom desuden til at stå i spidsen for to nye fora, som rådgiver hovedstyrelsen om specialpædagogik og undervisning af unge og voksne. Samtidig fik tidligere S81'ere plads i en del kredsstyrelser.
"DLF har taget godt imod os, og vi har givet DLF en større mangfoldighed. Men vi har også en udfordring. Dagsordenen sættes ofte af folkeskolelærere. Sådan må det være, men der skal også være plads til os", sagde Leif Sort, da han bød velkommen til DLF's inspirationsdag om netværksdannelse for formidlere af ernæring og sundhed og lærere ved specialundervisningen for voksne.
Små områder er sårbare
De nye medlemmer kan rejse problemstillinger over for hovedstyrelsen via kredsstyrelsen og det forpligtende kredssamarbejde. Men de risikerer at deres synspunkter 'drukner' op gennem systemet, fordi de typisk bringes videre af folkeskolelærere.
Desuden bliver man let ensom, når man som den eneste i kredsstyrelse eller tillidsmandsgruppe har med sit særlige område at gøre. Derfor har både specialundervisere og formidlere brug for at være i løbende kontakt med ligesindede.
På inspirationsdagen foreslog speciallærer Susanne Fabech fra CSV Sydøstfyn, at tillidsrepræsentanter skal have mulighed for at mødes regionalt, og at tovholderne for møderne derefter samles på landsplan.
"Vores arbejdsområde er så sårbart, at vi er nødt til at høre, hvad der sker med vilkårene andre steder i landet. Tovholderne vil kunne plante viden i hovedstyrelsen, og de kan tage temperaturen på, hvad hovedstyrelsen mener, og melde det tilbage til medlemmerne", argumenterede Susanne Fabech.
I Nordjylland har de specielle grupper haft møder på tværs af kommunerne. Det er sket på initiativ af Bjarne Krogh, formand fra Aalborg Lærerforening og koordinator for det forpligtende kredssamarbejde.
"Vi skal sikre, at vi er én fagforening, for vi har mange emner til fælles, for eksempel overenskomst, kommunale budgetter og stresspolitik. Men selvfølgelig har I behov for at udveksle erfaringer i mindre grupper, for eksempel om hvordan I varetager specialundervisningen", sagde Bjarne Krogh til de 40 deltagere i inspirationsdagen.
Hvem skal nu betale
For at kunne lave anbefalinger har de rådgivende fora i DLF brug for input fra medlemmerne, understregede Ulla Maria Mortensen.
"Vi skal sikre, at problemerne på de faglige områder ikke falder ned mellem to stole, men går videre til hovedstyrelsen. Derfor er det en god ide at bringe dem til diskussion i de rådgivende fora", sagde hun.
Netværk kan være virtuelle, men deltagerne har også brug for at mødes ind i mellem. Det koster at købe folk fri fra arbejde og lade dem rejse til møder med kolleger andre steder fra.
"Vi har brug fra, at kredsene understøtter netværkene", sagde Leif Sort.
Det er ikke kun kredsenes opgave at sørge for netværk, mente Jens Skovmand, speciallærer og konsulent i Hillerød Lærerkreds.
"Det er en opgave for hovedstyrelsen at understøtte netværk på landsplan. Specialgrupperne kan ikke hamle op med folkeskolelærerne i kredsene", sagde Jens Skovmand.
Det afgørende er at være opmærksom på, at det er vigtigt med netværk i lokalområdet inklusiv regionen, replicerede Leif Sort:
"Vi skal ikke dyrke det specielle så meget, at vi kun havner i vores egne tanker. Der sker en masse politisk dannelse på kredsniveau. Derfor er det vigtigt, at specialområderne er med her. Det står ikke øverst på dagsordenen, at DLF centralt skal støtte netværk. Det ligger først og fremmest i kredsene", sagde han.
Kredsene må skaffe nødvendige informationer
Ved det nyligt overståede valg til hovedstyrelsen blev Leif Sort stemt ind, mens Ulla Maria Mortensen røg ud. Mange frygter, at de speciallærere, som ved fusionen fik plads i kredsstyrelserne, lider samme skæbne som Formidlernes tidligere formand, når de kommer på valg til marts. Og så kan det blive endnu sværere at skaffe lydhørhed i DLF - medmindre DLF etablerer netværk fra centralt hold.
Men Leif Sort beroligede skeptikerne.
"DLF har brug for, at I har det godt i foreningen, og det har I kun, hvis I bliver hørt. Kredsene vil være nødt til at sørge for at få informationer, så de kan varetage mindretalsgruppernes interesser. Måske kan det ske gennem netværk. Det er i hvert fald nødvendigt, at I tager en diskussion om, hvordan det skal foregå", sagde Leif Sort.
Netværk kan gøre små medlemsgrupper synlige i DLF
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.