Nekrolog

Vores alle sammens elskede folkeskole er brændt ud. Ikke som et flammende bål, der dramatisk fortæller om en tid og et samfund, der ikke længere findes, nej, den er langsomt sovet ind. Livet er stille og roligt feset ud af den på grund af iltmangel.

Skolen begyndte sine dage som opdragelsesanstalt. Den unge enevælde, der endnu ikke vidste, at den var sidste station før demokratiet, havde brug for velafrettede bønder og oprettede de såkaldte rytterskoler. Nu skulle der ryddes op og gøres ved overalt i by og på land. Almuen skulle oplæres. For almindelige mennesker var der dog endnu ikke meget at lære ud over loyalitet, lydighed og underdanighed.

Først med højskolen, der banede vejen for demokratiet, opstod tanken om en skole, hvor den enkelte skulle kunne lære og udvikle sig for sin egen skyld og ikke for øvrighedens. Disse idéer fik imidlertid kun ringe indflydelse på folkeskolen, der næsten uanfægtet fortsatte ind i industrisamfundet, hvor den selv udviklede sig til et industriforetagende: skolemodenhedsprøver ved indskolingen, opdeling i klasser, sortering i eksamens- og fri mellemskole, ny sortering til gymnasiet og udskoling, mens skolepsykologerne forsøgte at opsamle de stakler, der røg af båndet undervejs.

Efterhånden som de store fabrikker og det ufaglærte arbejde forsvandt, begyndte tanken om en skole, hvor eleverne kunne udvikle deres egen viden og kompetence, igen at dukke op. For de fleste af de daværende politikere var denne tanke dog meget foruroligende, og den blev derfor effektivt imødegået ved at 'decentralisere skolen', som man kaldte det. Ved at gøre folkeskolen til kommunernes ansvar havde man sikret, at den ville blive omgivet af så megen kævl, kortsyn og inkompetence, at den var vaccineret mod enhver form for udvikling. Da man imidlertid opdagede, at der i flere kommuner var besindige og perspektivrige folk, gennemførte man en endelig fragmentering af beslutningsmyndigheden over skolen ved at indføre forældrebestyrelser.

Hermed blev skolen ændret fra folkeskole til forbrugerskole. Kun folk, der havde børn i den pågældende skole, havde nu indflydelse på dens udvikling. Et morads af egoistiske enkeltinteresser holdt nu skolen i et jerngreb, som ikke bare forhindrede dens pædagogiske muligheder for at holde trit med det omgivende samfunds udvikling, men også dens livsnødvendige elementære vedligeholdelse: utætte tage, revnede mure, lasede og forældede bøger. Til sidst mistede de fleste af forældrene interessen for skolebestyrelserne. Næsten ingen gad deltage i valgene, som til sidst gav al indflydelse til ganske få, der mødte op. Sådan udåndede folkeskolen til sidst: når man giver ansvaret til alle, giver man det til in-gen, og når ingen har ansvaret, kan alle løbe fra det, når problemerne dukker op.

Som Polyfemos kan vi nu fortvivlet råbe:

'Hvem har ansvaret for dette?'

Og gnæggende kan de folkevalgte som Odysseus svare:

'Ingen har anvaret!'

Og samtidig foreslår de nu 'en dansktime mere om ugen', eller at 'to klasser kan slås (!) sammen, mens der læses diktat'. Narrehatte.

Æret være dens minde.

Steen Larsen er freelance forfatter og foredragsholder.