Nej - et kærligt svar

Overskriften er titlen på en nyudkommet bog på forlaget Apostrof af Asha Phillips med forord af familieterapeut Jesper Juul. Bogen handler, som titlen siger, om at sige nej, men på den rigtige måde, i løbet af børns opvækst, det vil sige ikke om rigid og ufølsom grænsesætning på baggrund af en autoritær opfattelse af børns opdragelse, men om at de voksnes nødvendige nej'er er dikteret af, at de siger ja til sig selv, fordi de er i kontakt med deres egen oplevelse og med sig selv kan stå inde for, at det er rigtigt i den pågældende situation at sige nej til barnet, et nej, der altså ikke er baseret på styrke og frygt.

Det, der er vigtigt, er, at man som voksen holder fast i sin rolle. Det vil blandt andet sige, at man sætter sig ind i, hvordan barnet føler og oplever, men at man også tænker over, hvad der er bedst for begge parter. Der er altså ikke tale om tiltro til, at grænsesætning og faste rammer er det autoritære middel, der skal til for at gøre børn trygge, men derimod om en overbevisning om, at det er forældres og andre voksnes accept, som er det, der skaber tryghed og dermed fremmer vækst og udvikling. Børn er født med sociale og menneskelige kvaliteter, og for at videreudvikle disse har børn brug for at være sammen med voksne, der behandler dem socialt og menneskeligt og ikke råber op og skælder urimeligt ud, når de bliver vrede på deres børn. Men samtidig er de nødvendige nej'er med til, at børnene bliver i stand til at orientere sig i deres tilværelse og derved lærer forældrene (og andre børns nærtstående voksne) at kende som dem, der både kan sige ja og nej.

Ved at sige nej til børn på den rigtige måde lærer de, hvem de selv er, hvem de voksne er, og de lærer at vælge, hvordan de vil forholde sig til verden. Allerede mens børn er spæde, er det vigtigt at vurdere, hvornår og hvordan de voksne skal reagere på deres udspil: Forældrenes reaktioner på spædbarnets kommunikation giver det følelsen af at eksistere og være virkelig, mens lidt afstand mellem dets kommunikation og forældrenes reaktion giver det en begyndende oplevelse af, at det er del af en større verden.

Forældre, der tilpasser sig barnets mindste vink, giver det et indtryk af og en illusion om, at det kun er barnets behov, der betyder noget. Barnet skal lære det, der i psykologien betegnes som udsat behovstilfredsstillelse, som alle mennesker skal lære, og som altså skal påbegyndes tidligt under barnets opvækst. Det drejer sig om at lytte til barnet og være opmærksom på, hvad det sætter i gang i den voksne, hvis opgave det er at få rede på, hvad der er den voksnes egne følelser, og hvad der er barnets.

Uden denne viden er det ikke muligt at vide, hvordan barnet kan støttes. På et senere tidspunkt, især i teenagealderen, har børnene brug for voksne at kæmpe imod og at skændes med, blandt andet om regler, som de voksne, selv om de er angste for ikke at kunne leve op til deres egen forestilling om at være venlige, skal være parate til af indre overbevisning at stå fast på.

Fra forordet kan der være grund til at fremhæve det følgende citat som grundlag for en børneopdragelse, der er præget af indlevelse (empati) i barnets individualitet og respekt for barnet som person: 'Moderne børneopdragelse (. . .) bygger (. . .) på dialog. Denne dialog handler altid om det samme: hvordan kan barnets behov og grænser tilgodeses, uden at de voksne må give afkald på deres - eller omvendt. De mange naturlige og nødvendig konflikter mellem børn og voksne er blevet et spørgsmål om at udvikle fællesskabet og ikke om, hvem der skal vinde eller tabe'.

Ole Varming er psykolog og børneopdragelsesforsker