"Der er al mulig grund til at Bertel Haarder vågner op og indser alvoren. Vi ved, at vi kommer til at mangle lærere, sygeplejersker, socialrådgivere i de kommende år. Og så nytter det altså ikke noget, at et stort antal elever på disse uddannelser oplever ringe vilkår med for lidt lærerkontakt og mange aflyste timer", siger SF's uddannelsesordfører, Nanna Westerby.
Fyringer og nedskæringer
En rundringning foretaget af FTF's netmagasin Resonans viser, at fire ud af de otte professionshøjskoler har indført ansættelsesstop, to har afskediget undervisere og to andre skal fyre om kort tid. Rektorerne fortæller, at de forsøger at holde hånden over grunduddannelserne som fx læreruddannelsen, fordi de i forvejen er så udhungrede.
"Vi forsøger at friholde grunduddannelserne, som jo typisk er velfærdssamfundet kernemedarbejdere. Men at vi skærer i udviklingsaktiviteterne, fx videncentre og forskningssamarbejdet betyder, at grunduddannelserne bliver forringet på længere sigt", siger Tyge Skovgaard Christensen fra Professionshøjskolen Vest.
Seks ud af de otte professionshøjskoler skærer i videnscentrene, enten ved at stoppe planlagte videnscentre eller ved at drosle ned på aktiviteterne. Men det er netop fra videnscentrene, der skal komme ny viden til grunduddannelsenre.
"Det betyder, at vi ikke får den kobling mellem forskning, udvikling og uddannelse, som vi gerne ville have haft, og som er nødvendig for en fortsat høj kvalitet i uddannelserne. Vi får heller ikke det samarbejde med kommuner og regioner, som vi havde satset på. Hvis vi vil have nogle attraktive uddannelser ud af det, bliver vi nødt til at få midlerne til det", siger rektor på Professionshøjskolen Lillebælt Erik Knudsen.
Uddannelsen lever ikke op til forventningerne
I går viste en rapport fra AKF, at fire ud af ti lærerstuderende har overvejet at droppe ud af uddannelsen.
De studerende fortæller om for lidt praktisk indhold, for snævre fagkombinationerne, for få undervisningstimer og at uddannelsen ikke lever op til deres forventninger.
"Det er et alarmerende højt tal", siger formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening Dorte Lange. Men årsagerne undrer hende ikke.
"Det er lige præcis kernen i det, vi har peget på, der bør opkvalificeres i lærerudddannelsen. Det er nødvendigt, at der kommer mere fokus på sammenhængen mellem faget, praktik og didaktik og at hele den pakke bliver løftet i læreruddannelsen".
Hun ser ligesom SF en sammehæng mellem nedskæringer på uddannelserne og de studerendes manglende tilfredshed.
"Det er klart, at det er med til at sætte kvaliteten lavere i uddannelsen, at der bliver skåret så meget, som der gør", siger Dorte Lange til folkeskolen.dk.
Nedskæringer svækker læreruddannelserne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.