Hvordan harmonerer regeringens planer om offentliggørelse af de nationale test med de mange problemer, som testene har været fulgt af, ønskede uddannelsesordfører fra SF Pernille Vigsø Bagge at vide. Det var hende, der havde indkaldt undervisningsminister Tina Nedergaard til samrådet.
Ingen garanti fra ministeren
Ministeren kunne fortælle, at regeringen forsat ønsker at offentliggøre testresultaterne, og at hun har tillid til, at testene kommer til at fungere.
"Jeg ville kun kunne give en garanti for, hvornår de kommer til at fungere, hvis jeg selv skulle udføre opgaven. Men det har vi sat professionelle til, og jeg har tillid til, at de får det til at fungere", sagde hun og erklærede sig enig med spørgerne i, at det er frustrerende, at de nationale test ikke fungerer ordentligt.
"Jeg er af den opfattelse, at det har givet unødig bekymring og besvær, at varen ikke fungerer, som den skal".
Hun henviste desuden til, at kammeradvokaten er i gang med at undersøge, om der kan kræves kompensation fra Cowi. Det vil først blive afgjort, når testperioden er overstået den 30. april.
Offentlige testresultater for friere rammer
Tina Nedergaard begrundede ønsket om offentliggørelse med, at regeringen via udfordringsretten samtidig giver skolerne friere muligheder for at tilrettelægge undervisningen, som det passer bedst.
"Og hvis skolerne skal have mere frihed, skal vi også have garanti for, at de opnår gode resultater".
Offentlige testresultater kan presse skolerne til at sætte ind, der hvor der er brug for det, og desuden vil de øge forældres engagement, hvis de kender til skolernes samlede testresultater, mener ministeren.
"Det er i orden, at forældre får den viden, som kommunalbestyrelserne får. Det er fuldt berettiget, at forældre får samme information", sagde hun.
Minister: Politik skal ikke kun bygge på viden
Marianne Jelved fra De Radikale henviste til, at eksperter advarer imod at offentliggøre testresultaterne, og at andre lande har dårlige erfaringer med at gøre det.
"Berører den viden slet ikke regeringen?" ønskede Jelved at vide, og hun spurgte flere gange om, hvorfor regeringen ikke driver skolepolitik på baggrund af den forskning, som findes om læring og uddannelse.
"Eksperter mener noget forskelligt", svarede Tina Nedergaard, som blandt andet henviste til, at OECD har påpeget, at den danske folkeskole ikke har en stærk evalueringskultur. De nationale test er et redskab, som kan hjælpe de skoler, der ikke leverer de bedste resultater, mener ministeren.
"Jeg er enig i, at det er godt at bygge politik på viden, men det skal altså også bygge på holdninger. Ellers kunne man lige så godt skifte os politikere ud med smagsdommere", sagde undervisningsministeren.
SF: Skal vi teste eller hjælpe elever med behov?
Pernille Frahm fra SF bad ministeren om at forholde mængden af resurser, som bruges på nationale test til mængden af resurser, som bruges til at hjælpe de elever, som har særligt brug for det. Tina Nedergaard forsikrede, at der bruges mange gange flere penge på specialundervisning, end hvad der er brugt på de nationale test.
"Vi må ikke indrette en skole, som alene bygger på, at nogen skal løftes", fastslog hun.
Nedergaard: Offentlige testresultater for friere skolerammer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.