"Det er uheldigt", siger seminarielærer ved Holbæk Seminarium Trine Hyllested, som i går eftermiddags forsvarede sin ph.d.-afhandling 'Når læreren tager skolen ud af skolen' på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
I den påviser hun, at halvdelen af lærerne ikke har forberedt sig på besøget, og at lige så mange opfatter besøget i naturskolen som et enkeltstående indslag i undervisningen. Det giver nogle uheldige konsekvenser, og det formindsker elevernes faglige udbytte, mener hun.
"Lærerne er generelt usikre på, hvilken rolle de skal påtage sig, når de står på stedet", siger Trine Hyllested, og beskriver fem forskellige roller, som lærerne påtog sig under besøg på en naturskole, hvor hun fulgte arbejdet igennem et år.
"Nogle vælger at være praktisk medarbejder, andre deltager i aktiviteterne på lige fod med eleverne. Atter andre koncentrerer sig om at få det sociale samvær til at fungere, eller at være lov og orden medarbejder. Men der er også dem, der opfører sig som turister og stiller samme type spørgsmål som eleverne. Men læreren er ikke turist, læreren er på arbejde".
"Lærerne kan nemlig noget, som ingen andre kan, heller ikke de højt kvalificerede og dygtige naturvejledere. Nemlig at formidle til netop de elever, der er på besøg. Der skal ikke så meget til, for eksempel tage nogle billeder, som de viser og diskuterer med børnene bagefter, og som de måske skriver en lille historie om".
Trine Hyllested nævner som eksempel en lærer, der havde valgt at koncentrere sig om tre træsorter, altså en meget overkommelig opgave. Det bevirkede, at eleverne senere kunne starte dagens undervisning på et helt andet niveau, for nu vidste de, hvad et træ var for en størrelse.
"Tag nogle materialer med hjem og lav en udstilling. Gør det simpelt, men gør det. For elevens faglige udbytte bliver mange gange større, også selv om læreren ikke er linjefagsuddannet i biologi", er Trine Hyllesteds råd til lærerne i biologi og natur/teknik.
"Man kan diskutere, om det virkelig er god læring blot at tage af sted til et professionelt formidlingssted", siger Trine Hyllested. "Det kan virke som, om mange lærere opfatter det som at læringen er noget, der af sig selv sker inde i barnet ved mødet med naturskolen eller museet. Men her er det, at læreren har den professionelle relationskompetence, for nu at bruge et udtryk fra Rockwoolfondens undersøgelse fra marts i år".
Tilbage til et besøg hos smeden
At flytte undervisningen ud af skolebygningen er ikke noget nyt påhit. For hundrede år siden tog læreren eleverne med ud til bageren, smeden og skomageren, hvor de fik de virkelige redskaber og produkter i hænderne, fremgår det af ph.d. opgaven, og tilbage på skolen byggede de modeller på baggrund af de tegninger og beskrivelser, de udfærdigede under besøgene. Den form for anskuelighedsundervisning fra omkring år 1900 indeholder de samme pædagogiske kvaliteter som det, der foregår på de moderne formidlingssteder, mener Trine Hyllested.
I dag er antallet af professionelle formidlingssteder steget kraftigt. Den første begyndelse så man i 1959 med en rundviser på Roskilde Museum. I 1986 blev der uddannet og ansat 14 naturvejledere, i dag er der mere end 300. Skoletjenesten med hjemsted i København har nu tilknyttet 18 museer. Og man kan tage på Experimentarium, Danfoss Universe og andre centre for faglig formidling. Det ser Trine Hyllested som et tegn på den udvikling af samfundet hen imod en specialisering på mange områder, som den britiske sociolog Anthony Giddens har beskrevet.
"Alle steder er der fortrinlige medarbejdere til at formidle på solidt niveau. Spørgsmålet er bare, hvad man bruger besøget til. Er besøget en del af et fagligt forløb, der er planlagt af skolens lærere, eller er det en enkeltstående begivenhed, hvor man overlader den faglige formidling til stedets eksperter? Det ser ud til, at mange lærere tilskriver sådan en undervisning ved eksperter så stor værdi og autoritet, at den nærmest ved sin blotte eksistens kan erstatte den undervisning, som kun de kan lave", siger Trine Hyllested.
"Mange kommuner har oprettet deres egen naturskole, og det er en god ting", fortæller hun. "Men de må gøre sig klart, at det ikke i sig selv løser alle problemer med undervisning i naturfag. Uddannelse af lærerne til at varetage denne undervisning må have en langt højere prioritet. Og så må teamet i forbindelse med deres planlægning af skoleåret tage sig tid til en grundig diskussion om på hvilken måde besøg på de professionelle formidlingssteder skal indgå i undervisningen".
Naturskoler som tidsfordriv
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.