Naturens værdi

Med den titel er det svært at komme uden om Poul Henningsens klassiske udsagn herom: »Naturen, det billige skidt!« Det blev fremført, mange år før det blev endog meget kostbart at bevare blot noget af den dyrebare natur, tænk blot på de mange milliarder kroner, som er blevet bekostet på blandt andet rensningsanlæg, og det uden at naturen har fået det væsentligt bedre. Så nok er naturen billig, men det er ikke uden omkostninger, hvis den skal bevares som det, vi sædvanligvis forstår ved natur.

»Ned med naturen!« har mit toårige barnebarn lært at råbe, mens hun vender tommelfingeren nedad. Et udtryk for stillingtagen til naturen om end noget ureflekteret og dermed på linje med mange andre menneskers, for naturen er jo bare noget, som er ja, netop naturgivent. Alligevel er flertallet af os glade for naturen, vi sætter pris på den, også selv om vi måske ikke »benytter« den så meget. Og industriens og ikke mindst landbrugets ellers jubelpositive image har lidt stor skade ved, at man ikke i tide tog bedre vare på rollen som naturforvalter.

Under dække af at ville mindske udgifterne og dermed sænke skatten nedlagde regeringen mange af de råd af »smagsdommere«, som tidligere medvirkede til at kvalificere debatten også om naturens tilstand. Begrundelsen var blandt andet, at vi alle skulle have mere direkte indflydelse, men effekten er lige modsat og meget udemokratisk. Vi må jo stole på, at de mennesker, vi har valgt til at forvalte vort samfund, har forstand på, hvad de har med at gøre og hvis de ikke har, at de støtter sig til folk, som har.

Et af de nu nedlagte råd var Naturrådet, som i år 2000 fik til opgave at gennemføre en undersøgelse af vi danskeres holdninger til naturen. Så da rådet blev lagt ned, var det, som når computeren går ned, men lykkeligvis kunne Danmarks Miljøundersøgelser overtage projektet. Undersøgelsen bestod i blandt andet omfattende spørgeskema- og interviewundersøgelser samt et eksperiment vedrørende demokrati i forhold til beslutninger om naturen. Resultaterne refereres og kommenteres i denne bog, som derudover er en antologi med 15 andre bidrag fra en lang række mennesker, især forskere med en omfattende ekspertise på området, menneskers forhold til naturen.

Det er der kommet en yderst læseværdig bog ud af. Vores forhold til naturen behandles ud fra blandt andet filosofiske, religiøse, videnskabelige, historiske, økonomiske, politiske, æstetiske, sociale, sociologiske og rekreative synsvinkler, lokalt, regionalt, på landsplan og globalt, seriøst og på et sagligt og højt fagligt niveau. Man kommer langt omkring, og det lyder umiddelbart højpandet og knasende, og er det da også, er man ikke interesseret i emnet men har man blot en smule interesse, vil den blive næret, har man viden, vil den blive øget, har man en holdning, vil den nuanceres, og har man en stillingtagen, vil den styrkes, korrigeres eller ændres.

Bogen er sat med en åben og læsevenlig sats, og teksten brydes af symbolladede og tankevækkende gengivelser af surrealistiske malerier af Poul Anker Bech. Den indeholder også et afsnit om børns udeliv og naturoplevelser i teori og praksis. Men ikke kun derfor kunne man ønske, at den vil indgå som element i uddannelsen og efteruddannelsen af pædagoger og lærere og som udviklende fritidslæsning for alle med et forhold til naturen. Dens artikler vil kunne medvirke til at opkvalificere også den igangværende debat om naturfagenes krise, også i folkeskolen.