"Nationale test - og anden evaluering af elevens læsning" er delt i to dele. Første del omhandler de nationale test i dansk, læsning, og hvad de egentlig tester og ikke tester. Anden del har fokus på andre måder at evaluere læseundervisningen på.
Første del er en detaljeret gennemgang af, hvorfor vi får de nationale test, testenes opbygning og ide. Der testes i tre profilområder: sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse. Vi får beskrevet det adaptive princip, som opgaverne bygger på, og hvad det adaptive betyder for den enkelte elev. Der er anvisninger på, hvordan elever med særlige behov støttes ved prøvetagningen. Opgavetyperne inden for de tre profilområder gennemgås, og vi får en oversigt over de ti elevprofiler, der kan aflæses af testene.
Umiddelbart lidt tørt stof, men det er formidlet meget tilgængeligt og vedkommende. Som dansklærer bliver du klædt rigtig godt på til at planlægge undervisning, der tilgodeser den enkelte elev, ud fra testene.
Anden del er endnu mere spændende. Især de to kapitler, som handler om læsehastighed og læserigtighed samt læseforståelse, betyder, at bogen rører ved arbejdsområder i folkeskolen, som mange lærere kan nikke genkendende til og sandsynligvis har fokus på at udvikle. Forfatterne har ideer til, hvordan læsehastigheden øges, en liste over, hvilke læseteknikker eleverne skal lære, og hvornår de skal kunne bruge dem. Derudover præsenteres fire læseforståelsesstrategier, som er grundlæggende for arbejdet med læseforståelse. Inden for hver strategi er der eksempler på, hvordan eleverne kan lære at arbejde med strategien.
Man skal ikke lade sig narre af den lidt tørre titel på denne bog. Den er fyldt med gode ideer til udvikling af læseundervisningen på alle klassetrin.
Nationale test
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.